Twitter smider Trumps tidligere kampagnechef på porten

Steve Bannon siger i video, at Trump bør lade viruschef og FBI-leder henrette. Sker midt i valgdrama i USA.
Trumps tidligere kampagnechef Steve Bannon er smidt af Twitter, efter han har opfordret til at henrette personer. | Foto: DON EMMERT/AFP / AFP
Trumps tidligere kampagnechef Steve Bannon er smidt af Twitter, efter han har opfordret til at henrette personer. | Foto: DON EMMERT/AFP / AFP
AF RITZAU/DPA

Det sociale medie Twitter har smidt præsident Donald Trumps tidligere kampagnechef Steve Bannon ud fra det populære medie. Det er sket, efter at Bannon i et opslag har opfordret Trump til at henrette to topembedsmænd, fordi de har været troløse over for præsidenten.

I en video, der er lagt ud på YouTube og siden formidlet via Twitter, siger Bannon, at Trump bør skille sig af med den nationale virusekspert Anthony Fauci og lederen af FBI, Christopher Wray.

Det skal han gøre efter middelalderlig skik, skriver Bannon, efter at han på sin Twitter-konto har konstateret, at Trump har vundet valget i USA.

"Kontoen @WarRoomPandemic er "permanent suspenderet for at overtræde Twitters regler, særligt væres politik om glorificering af vold"," lyder det fra Twitter.

Den morbide opfordring fra Bannon kommer på et tidspunkt, hvor der er frygt for uroligheder i USA, mens stemmerne tælles op efter præsidentvalget tirsdag. De viser, at demokraten Joe Biden kan være på vej til at blive USA's næste præsident.

"Jeg ville faktisk gerne gå tilbage til de gamle Tudor-tider i England. Jeg ville sætte hovederne på stager. Jeg vil anbringe dem i de to hjørner i Det Hvide Hus som en advarsel til føderale bureaukrater," erklærer han.

Mailchimp, der er en kommerciel platform for e-mails, har også lukket for Bannons opslag, der deler YouTube-videoen. Det sker med henvisning til, at det bryder med selskabets regler.

Trump har kritiseret både Fauci og Wray, efter de begge har modsagt nogle af hans udsagn offentligt. Det gælder om coronasmittens farer rundt i USA og om udenlandsk indblanding i valget. Præsidenten har antydet, at hvis han bliver genvalgt, vil han fyre Fauci.

Facebook har torsdag stoppet og fjernet en hastigt voksende gruppe af Donald Trumps tilhængere, som på det sociale medie har opfordret til at bruge vold for at bekæmpe, hvad de opfatter som svindel for at få demokraten Joe Biden valgt.

Det er gruppen, der kalder sig "Stop the Steal" (stop tyveriet, red.), der var vokset til 365.000 medlemmer. 1000 nye medlemmer meldte sig til hvert tiende sekund, skriver Reuters.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også