Kongresudvalg retter kras kritik mod tech-selskaber

Ikke siden "oliebaronerne" har USA og verden haft monopoler som de store tech-selskaber, mener udvalg.
Et underudvalg til retsudvalget i Repræsentanternes Hus i USA mener, at Amazon, Apple, Facebook og Google har udnyttet en "monopollignende magt". | Foto: DENIS CHARLET/AFP
Et underudvalg til retsudvalget i Repræsentanternes Hus i USA mener, at Amazon, Apple, Facebook og Google har udnyttet en "monopollignende magt". | Foto: DENIS CHARLET/AFP
AF RITZAU

Et underudvalg til retsudvalget i Repræsentanternes Hus i USA mener, at Amazon, Apple, Facebook og Google har udnyttet en "monopollignende magt".

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

På baggrund af en 15 måneder lang undersøgelse foreslår det demokratisk ledede udvalg en omstrukturering af de fire store tech-selskaber.

I en 449 sider lang rapport beskyldes selskaberne for opkøb, der har haft til formål at "dræbe" konkurrencen og sætte rivaler ud af spil.

Samtidig har de krævet voldsomt høje gebyrer og tvunget små virksomheder ind i "undertrykkende" kontrakter, lyder anklagen.

"I al enkelhed er firmaer, der engang var små og nystartede underdogs, som udfordrede status quo, blevet til den slags monopoler, som vi senest så under oliebaronerne og jernbanematadorerne," står der i rapporten ifølge Reuters.

Facebook, Apple og Google har ikke umiddelbart svaret på kritikken, skriver nyhedsbureauet.

En talsmand fra e-handelsselskabet Amazon siger til det amerikanske medie CNBC, at selskabet byder den nærmere granskning velkommen, men at "store selskaber ikke per definition er dominerende".

Ifølge nyhedsbureauet AFP foreslår rapporten blandt andet, at selskaberne bliver opdelt i mindre enheder.

Rapporten opfordrer således til "strukturelle opdelinger", der forhindrer selskaber i at konkurrere på de samme platforme, som de er med til at drive.

Hvordan det mere praktisk skal gøres, giver rapporten dog ifølge AFP ikke noget bud på.

De republikanske medlemmer af retsudvalget har dog afvist at støtte op om rapporten.

Det skyldes ifølge republikanske Jim Jordan, at rapporten ikke anerkender, at "techfirmaerne er ude efter republikanerne".

Samtidig foreslår den lovgivning mod konkurrenceforvridning, der afspejler "det radikale venstres visioner", mener Jordan ifølge AFP.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også