Facebook fjerner Trump-opslag med falsk påstand om corona

Donald Trump påstår, at covid-19 er mindre dødelig end almindelig influenza.
Foto: NICHOLAS KAMM/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: NICHOLAS KAMM/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Facebook har tirsdag fjernet et opslag fra USA's præsident, Donald Trump, hvor han fejlagtigt skriver, at almindelig sæsoninfluenza er mere dødelig end covid-19.

En talsmand fra Facebook oplyser til CNN, at opslaget bryder reglerne for misinformation om coronavirus.

Den amerikanske præsident, der natten til tirsdag blev udskrevet fra hospitalet, skrev følgende om influenza og coronavirus.

"Influenzasæsonen starter nu. Mange folk dør af influenzaen hvert år - nogle gange over 100.000 - på trods af, at der er en vaccine. Er vi på vej til at lukke landet ned ned? Nej, vi har lært at leve med den (influenzaen, red.), akkurat som vi er ved at lære at leve med covid, der i de fleste lande er langt mindre dødelig," skrev han.

Donald Trump har skrevet et lignende opslag på Twitter. Her er opslaget blevet markeret med et mærkat, hvor der står, at det bryder Twitters regler for at sprede misinformation om covid-19.

Omkring 210.000 amerikanere er indtil videre døde med coronavirus.

Ifølge den amerikanske sundhedsmyndighed CDC er tallet højere end de seneste fem års dødsfald med almindelig sæsoninfluenza lagt sammen, skriver CNN.

Ifølge CDC har dødstallene for almindelig influenza de seneste ti sæsoner svinget mellem 12.000 og 61.000 i USA, hvilket er væsentligt under de 100.000, som Donald Trump skriver.

Det er ikke første gang, at opslag fra Donald Trump kommer i karambolage med retningslinjer hos Facebook og Twitter.

I august fik han ligeledes fjernet opslag, der indeholdt et videoklip fra et interview med tv-kanalen Fox News.

Her udtalte han fejlagtigt, at børn "stort et immune" for coronavirus.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også