Techkommission: Nedsæt nævn til at sikre uønsket indhold på digitale platforme fjernes

Regeringen bør nedsætte et uafhængigt platformsnævn, som inddrager relevante myndigheder og medieorganisationer, og som skal sikre, at techselskaber begrænser skadeligt indhold på deres platforme og giver klagemuligheder for brugerne, lyder det fra Techkommissionen.
Stine Carsten Kendal, adm. direktør for Information, er medlem af Djøfs såkaldte TechDK Kommission. Den kommer nu med en anbefaling til regeringen om at nedsætte en nævn til at holde techplatforme i ørerne. | Foto: PR/Information
Stine Carsten Kendal, adm. direktør for Information, er medlem af Djøfs såkaldte TechDK Kommission. Den kommer nu med en anbefaling til regeringen om at nedsætte en nævn til at holde techplatforme i ørerne. | Foto: PR/Information

Mens de publicistiske medier skal stå til ansvar for de ord og billeder, der bliver bragt på deres platforme, er techselskaber som Google og Facebook kun i begrænset omfang ansvarlige for indholdet, der bliver lagt ud på de sociale platforme. Det bør et uafhængigt platformsnævn i Danmark gøre op med, lyder anbefalingen nu fra Djøfs TechDK Kommission i et indlæg i Berlingske, som er skrevet af Stine Carsten Kendal, der er medlem af kommissionen og adm. direktør for dagbladet Information.

"Nævnet skal være med til at sikre, at ulovligt og skadeligt indhold på platformene begrænses eller fjernes, mens borgernes ytringsfrihed og adgang til distributionsvejene for redigeret journalistik sikres. Brugere skal kunne klage over indholdsvurderinger af konkret indhold, og klagerne skal behandles inden for rimelig tid," skriver hun i debatindlægget.

Stine Carsten Kendal tilføjer, at nævnet bør inddrage de relevante myndigheder, medieorganisationer, techvirksomheder osv. og at et lignende forslag er stillet på europæisk plan af Reuters Institute for Journalism, idet et samarbejde på europæisk plan er "helt sikkert nødvendigt".

Techkommissionen blev etableret i begyndelsen af 2019 af fagforeningen Djøf, der i løbet af året har udgivet nu to rapporter med anbefalinger til, hvordan teknologierne i samfundet bør reguleres i fremtiden. Kommissionen, der har erhvervskvinden Stine Bosse som formand, tæller 17 øvrige medlemmer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også