Tiktok havde "ikke andet valg" end at sagsøge Trump-administrationen

Det var uden lævmæssig rettergang, da USA's præsident sortlistede Tiktok, mener det sociale medie, der har lagt sag an ved den føderale domstol i Los Angeles.
Foto: CHRIS DELMAS/AFP / AFP
Foto: CHRIS DELMAS/AFP / AFP
Af Ritzau Finans

Tiktok havde "ikke andet valg" end at lægge sag an mod Trump-administrationen, siger det sociale medie, efter at det har gjort indsigelse mod den amerikanske præsidents dekret om at sortliste appen i USA.

Det skriver Financial Times.

USA's præsident Donald Trumps dekret om at sortliste var politisk motiveret og uden lovmæssig rettergang, lyder anklagen fra Tiktok mandag, som tilføjer, at dekretet på uretfærdig vis var målrettet mod Tiktoks ansatte og brugere og havde "potentialet til at frarøve fællesskabet sine rettigheder uden at kunne redegøre for så ekstrem en handling."

Tiktok har indgivet sit søgsmål til den føderale domstol i Los Angeles. Af søgsmålet fremgår det, at selskabet lægger sag an mod Donald Trump og den amerikanske handelsminister, Wilbur Ross.

"At sagsøge regeringen er ikke noget, vi gør letsindigt," skriver Tiktok i et blogopslag.

"Vi føler dog ikke, at vi har andet valg end at handle for at beskytte vores rettigheder," fortsætter selskabet.

Tiktok siger dertil, at samarbejdet mellem selskabet og myndighederne for udenlandske investeringer i USA (Cfius) er blevet "affejet" af Trump-regeringen.

Ifølge det sociale medie har Cfius aldrig uddybet, hvorfor Tiktoks sikkerhedsforanstaltninger ikke er tilstrækkelige.

Hverken Det Hvide Hus eller det amerikanske justitsministerium har ønsket at kommentere Tiktoks søgsmål.

Tiktok vil sagsøge Trump for forsøg på forbud i USA 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også