Potentielt Tiktok-salg skaber vrede blandt kinesiske brugere

Mens Tiktok-ejeren har indledt dialog med Microsoft om frasalg af selskabets amerikanske aktiviteter efter krav om netop dette fra USA's præsident Trump, kritiserer flere brugere selskabet for at bukke under for amerikansk pres.
Foto: CHRIS DELMAS/AFP / AFP
Foto: CHRIS DELMAS/AFP / AFP
AF RITZAU FINANS

Moderselskabet til kinesiske Tiktok, Bytedance, står i øjeblikket over for et tilbageslag i hjemlandet, eftersom kinesiske brugere er vrede over, at teknologiselskabet vil bøje sig for amerikansk pres. Det skriver Financial Times.

Fredag afgav præsident Trump et ultimatum til Bytedance, hvori han krævede, at selskabet sælger Tiktoks amerikanske aktiviteter inden for 90 dage, ellers vil appen blive forbudt i USA. Bytedance er ifølge Financial Times nu i dialog med Microsoft om et potentielt salg.

Selskabets overvejelser om at indgå en aftale på et tidspunkt med stigende spændinger mellem Washington og Beijing har medført vrede blandt kinesiske brugere.

"Bytedance vil aldrig være i stand til at stå ret igen, efter at have givet efter for den amerikanske regering. Vi har ingen sympati for kujoner," lyder det fra en bruger af den kinesiske twitter-platform Weibo ifølge Financial Times.

Flere analytikere peger på, at Bytedances meddelelse i sidste uge om, at selskabet lovligt kunne igangsætte en retssag mod Trumps ordre, delvis havde til hensigt at vise den kinesiske offentlighed, at selskabet kæmper mod det amerikanske pres.

Selvom Bytedance er forsigtig med at bukke under for presset, mener flere analytikere, at et salg er den eneste udvej for selskabet, skriver avisen.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også