Tiktok kom udenom Googles sikkerhedspolitik og sporede brugerdata

Tiktok har overtrådt Googles retningslinjer og sporet data hos brugere af Googles Android-styresystem.
Foto: DREW ANGERER/AFP / GETTY IMAGES NORTH AMERICA
Foto: DREW ANGERER/AFP / GETTY IMAGES NORTH AMERICA
Ritzau Finans

Tiktok har sporet data hos brugere af Googles Android-styresystem ved hjælp af en teknik, som overtræder Googles retningslinjer.

Det skriver Wall Street Journal.

Det populære sociale medie Tiktok er kommet udenom en sikkerhedsforanstaltning i Android. På den måde fandt selskabet frem til og lagrede brugernes såkaldte mac-adresser, der især bruges til markedsføringsformål.

Tiktok er den seneste tid blevet lagt under pres af Det Hvide Hus for sin forbindelse til Kina.

Den amerikanske regering har meddelt, at den frygter, at Kina gennem Tiktok kan få oplysninger om ansatte i den amerikanske regering.

Det sociale medie, der er ejet af kinesiske Bytedance Ltd., har meddelt, at det ikke deler data med den kinesiske regering, og at det heller ikke ville gøre det, hvis regeringen anmodede om det.

Selskabet har tidligere på året udtalt, at appen indsamler færre personlige data om sine brugere end amerikanske selskaber som Facebook og Alphabet, som er Googles moderselskab. Google har ikke kommenteret dette yderligere, skriver avisen.

Ifølge eksperter inden for mobilsikkerhed blev manøvren skjult gennem et usædvanligt nyt lag af kryptering og har brudt med Googles politik om, hvordan apps får oplysninger om brugerne.

Manøvren blev ikke oplyst til Tiktoks brugere, lyder det. Tiktok brugte teknikken i mindst 15 måneder og stoppede i november sidste år ifølge Wall Street Journals oplysninger.

Tiktok understreger over for avisen, at den nyeste version af appen ikke indsamler de omtalte oplysninger fra brugerne.

Trump underskriver ordre for at bekæmpe Tiktok og Wechat i USA  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også