Twitter og Facebook går til kamp mod misinformation om USA-valg

Facebook åbner informationscenter, og Twitter vil slå hårdere ned på forkert information om valget i november.
Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU/REUTERS

Sociale medier optrapper deres indsats mod misinformation op til præsidentvalget i USA i november.

Facebook åbner et nyt valg-informationscenter på sin platform, der skal hjælpe brugerne med at finde korrekte oplysninger om, hvor de kan stemme.

Twitter vil fra næste måned skærpe reglerne om forkerte oplysninger om blandt andet brevstemmer.

"Vi er fokuserede på at hjælpe enhver stemmeberettiget person til at lade sig registrere og stemme," oplyser en repræsentant for Twitter i en mail til Reuters.

Det sociale medie har tidligere markeret enkelte af den amerikanske præsident Donald Trumps tweets som indeholdende fejlagtig information.

Det er sket i tilfælde, hvor Trump har hævdet, at brevstemmer åbner mulighed for massiv svindel med stemmesedler. Det er der imidlertid ikke belæg for at sige.

Både Facebook og Twitter har fået kritik for ikke at slå hårdere ned på falske nyheder og forkerte oplysninger. Kritikere mener, at det kan have påvirket udfaldet af valget i 2016.

Facebook oplyser, at det nu er i kontakt med embedsmænd for at drøfte den trussel, som misinformation kan udgøre mod valget.

Flere brevstemmer

De fejlagtige oplysninger, der har floreret, har især handlet om påstået svindel med brevstemmer.

Flere vælgere ventes at stemme per brev i år på grund af coronaudbruddet.

Det er imidlertid ikke noget nyt i USA. Ved valget i 2016 stemte næsten hver fjerde vælger på den måde.

Valgeksperter siger, at det er yderst vanskeligt at svindle med brevstemmer.

Trump hævdede i et interview med tv-stationen Fox News tidligere torsdag, at Demokraterne "vil stjæle valget", og at der bliver sendt brevstemmer ud til både "døde og hunde".

"Det bliver den største svindel i historien," sagde præsidenten.

/ritzau/Reuters

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også