Twitter-chef giver medarbejdere fri som hyldest til sorte

19. juni er årsdagen for befrielsen af sorte slaver i Texas. Twitter vil markere dagen som fridag.
Foto: KACPER PEMPEL/REUTERS/Ritzau Scanpix
Foto: KACPER PEMPEL/REUTERS/Ritzau Scanpix
AF RITZAU/DPA

Twitters administrerende direktør, Jack Dorsey, vil indføre en feriedag til sine medarbejdere den 19. juni for at markere befrielsen af millioner af sorte slaver i USA i 1860'erne. Det skriver direktøren på Twitter.

Dorsey skriver, at det sociale medie sammen med selskabet Square vil indføre feriedagen til "fejring, uddannelse og samling".

Datoen 19. juni, der går under navnet "Juneteenth", er en mærkedag for mange amerikanere, og den ses for at være "nationens anden uafhængighedsdag".

Præsident Abraham Lincoln udstedte Emancipationserklæringen den 1. januar 1863, som skulle afslutte slaveri i USA. Men det var først den 19. juni 1865, at det blev håndhævet i Texas.

Meldingen kommer samtidig med, at racespørgsmål tager dagsordnen over hele verden i kølvandet på den sorte amerikaner George Floyds død i varetægt.

George Floyd døde 25. maj, efter at den hvide politibetjent fra Minneapolis Derek Chauvin, der er drabssigtet i sagen, satte sit knæ på Floyds hals i otte minutter og 46 sekunder.

Floyds død har ført til protester mod politivold under sloganet Black Lives Matter.

Virksomheder på sociale medier har bredt erklæret deres støtte til Black Lives Matter, den nationale protestbevægelse, der er imod racisme over for sorte mennesker.

Det er ikke første gang, at Twitter-chefen blander sig i højaktuelle verdensomspændende emner.

I maj satte Twitter et faktatjek-mærkat på et opslag fra den amerikanske præsident, Donald Trump, angående brevstemmer, der blev stemplet som vildledende.

Det fik Trump til at underskrive et dekret, der giver mulighed for at ændre i en lov, som beskytter sociale medier.

I april donerede Dorsey desuden en milliard dollar i form af aktier til kampen mod coronavirusset.

Beløbet svarede til 28 pct. af hans nuværende nettoformue på 3,6 mia. dollar, svarende til 24,7 mia. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også