Facebook-ansatte vil have chefen til at standse Trump

Mark Zuckerberg har afvist at blokere Trump-beskeder, som rivalen Twitter griber ind overfor.
Facebooks stifter og topchef, Mark Zuckerberg. | Foto: Erin Scott/Reuters/Ritzau Scanpix
Facebooks stifter og topchef, Mark Zuckerberg. | Foto: Erin Scott/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU/afp

Der er utilfredshed blandt ansatte i Facebook over det sociale medies chef, Mark Zuckerberg.

Han vil ikke gribe ind mod indlæg med et forkert eller truende indhold fra USA's præsident, Donald Trump.

Utilfredsheden er opstået, efter at Twitter forleden greb ind over for et indlæg fra Trump, hvor han skrev, at der kan blive svindlet med brevstemmer.

Twitter markerede indlægget som vildledende med en opfordring til læsere om at læse om kendsgerninger om brevstemmer.

Siden har Zuckerberg sagt i et interview med tv-stationen Fox News, at private sociale medier ikke skal være "sandhedens mæglere", hver gang folk siger noget.

"Mark tager fejl. Jeg vil bestræbe mig på så højlydt som muligt at ændre hans mening," siger Ryan Freitas, der er designdirektør i Facebook, på Twitter.

Han tilføjer, at han er ved at organisere omkring 50 kolleger, der deler hans holdning.

I fredags greb Twitter igen ind over for et tweet fra Trump.

Det var på et tidspunkt, hvor urolighederne i amerikanske byer bredte sig efter den voldsomme anholdelse i mandags i Minneapolis, hvor en sort mand døde.

Trump advarede demonstranterne om, at "når plyndringerne begynder, begynder skyderierne".

Twitter skrev, at denne besked bryder med Twitters regler om, at man ikke må "glorificere vold", så ordene blev dækket.

Beskeden fra Trump blev også bragt på Facebook, men Zuckerberg besluttede at lade den stå uden at gøre noget.

"Vor holdning er, at vi bør gøre så mange udsagn som muligt tilgængelige, medmindre det vil udgøre en umiddelbar risiko med specifikke skader eller fare," sagde Zuckerberg blandt andet.

Flere af Zuckerbergs ansatte skriver åbent på Twitter, at de ikke er enige med deres chef.

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, men jeg ved, at det ikke er acceptabelt ikke at gøre noget," skriver Jason Stirman, ansat i Facebooks udviklingsafdeling.

/ritzau/AFP

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også