Facebook oplever ingen udenlandsk indblanding i valgkampen

Falske profiler på Facebook er blevet slettet i valgkampen. Men udenlandsk indblanding udebliver.
Foto: Ritzau Scanpix/AFP/Daniel Leal-Olivas
Foto: Ritzau Scanpix/AFP/Daniel Leal-Olivas
AF RITZAU

Den seneste tid har der været meget snak om systematisk misinformation og udenlandsk indblanding på sociale medier, hvor målet har været at præge politik verden over. 

Med cirka en halv valgkamp overstået i Danmark er det dog ikke en udfordring, Facebook har oplevet i Danmark.

Det fortæller Martin Ruby, der er Facebooks politiske chef i Norden. 

"Det vi alle var meget bange for tidligere, var russisk og udenlandsk indblanding. Det har vi ikke set tegn på overhovedet."

Martin Ruby var sammen med politikerne Mads Fuglede (V) og Morten Bødskov (S) inviteret til debat på Hendriksholm Skole i Rødovre.

Her fik de over 100 fremmødte elever fra flere skoler en alternativ samfundsfagstime. Emnet var misinformation og fake news på sociale medier. 

Martin Ruby fortæller, at falske profiler er blevet fjernet, men det er en velkendt udfordring. 

"Det har været fra begge ender af det politiske spektrum. I sidste uge fjernede vi nogle, der var relateret til Stram Kurs, og vi har også fjernet nogle, der hørte til på den yderste venstrefløj," siger Ruby.

Svær balancegang

Socialdemokratiets Morten Bødskov havde under debatten et ønske til Facebook.

"Det er, at Facebook bliver endnu hurtigere til at tage de her ting ned, som de allerede er i gang med nu," siger Bødskov.

"Og de skal ikke være så bange for at tage stilling til, hvad der er rigtigt og forkert, men måske lægge mere vægt på, hvor tingene kommer fra."

Det er dog en svær balancegang for Facebook, siger Martin Ruby. Det skal ifølge ham afvejes, hvornår Facebook skal være "sandhedspoliti". 

"Vi er bange for at knægte ytringsfriheden," siger Martin Ruby.

"Det er svært for os at være overdommer og fjerne en bestemt udtalelse eller et bestemt citat."

Martin Ruby fortæller, at der fortsat er en kamp at kæmpe for at undgå usandheder og fordrejninger på platformen. 

"I takt med, at vi er blevet bedre til at slå ned på falske profiler og simpel misinformation, så er de også blevet bedre til at gøre andre ting. Det udvikler sig hele tiden, og det bliver nok svært nogensinde at erklære den endelige sejr," siger han.

I de første tre kvartaler af 2018 fjernede Facebook omkring to milliarder falske profiler på verdensplan, fortæller den politiske chef.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også