Snaps forsvindende fremtidsudsigter bekymrer investorer

Markedsværdien af Snapchats moderselskab er blevet rundbarberet godt og grundigt i årets løb.
Foto: Ritzau Scanpix/AP/Richard Drew
Foto: Ritzau Scanpix/AP/Richard Drew
AF RITZAU/FINANS

Snap, der er Snapchats moderselskab, har haft det hårdt i 2018.

Efter et mislykket redesign bidrog til det første kvartalsvise fald i det daglige antal af aktive forbrugere, tabet af mange nøglepersoner i ledelsen samt en ubarmhjertig konkurrence fra Facebook og Instagram har Snap mistet to tredjedele af sin markedsværdi.

Det skriver Financial Times.

Snaps aktier er faldet fra en værdi på 136 kr. i februar til en værdi på 45 kr. lige før sit tredje kvartalsregnskab på torsdag. Selskabets markedsværdi ligger under 64 mia. kr., som selskabet var vurderet til for fire år siden, da det stadig var et privat selskab.

"Det er tydeligt, at Snap ikke var forberedt på at være et offentligt selskab. Snap har nu et mere presserende problem, da selskabet er ved at løbe tør for penge. Det er på tide for Snap at vende kursen for virksomheden," siger Michael Nathanson, der er analytiker hos Moffet Nathanson, til Financial Times.

Evan Spiegel, der er medstifter af Snapchat, sendte i september en besked ud til cirka 3000 medarbejdere, hvor der stod, at Snap var i gang med at ændre sig fra en start-up-virksomhed til en bæredygtig virksomhed. Medstifterens mål er blandt andet at opnå lønsomhed.

Analytikere mener, at vejen til målet indebærer en større runde af nedskæringer i personalet, da den nuværende prognose for Snap er sat til et tab på omkring 6,5 mia. kr.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også