Dorthe Carlsen ny direktør for Helsingør Dagblad

Tidligere chefredaktør for Midtjyske Medier skal skabe vækst i North Medias lokale dagbladsforretning, Helsingør Dagblad, som ny adm. direktør. Mediechef fratræder efter fem år.
Dorthe Carlsen, kommende direktør, Helsingør Dagblad.
Dorthe Carlsen, kommende direktør, Helsingør Dagblad.

North Media Aviser har udpeget ny direktør for Helsingør Dagblad som led i strategien om at vende forretningen og skabe ny vækst. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Ny på posten er Dorthe Carlsen, som tiltræder 1. marts. Hun har det seneste års tid arbejdet som selvstændig konsulent og var før da chefredaktør og direktør for Berlingske Lokale Medier, der dengang omfattede blandt andet Midtjyske Medier, der siden blev solgt fra til Jysk Fynske Medier. Hun har desuden været ansat hos gratisavisen Urban og DR.

I forbindelse med ansættelsen af Dorthe Carlsen siger dagbladet samtidig farvel til mediechef Svein Gilbu, som har arbejdet på avisen i fem år.

"Det meste af 2016 stod det på salg og lukning af aviser samt indgåelse af en række strategiske samarbejder. Op mod jul købte vi nye aviser i København som et tegn på, at vi fortsat ønsker at udvikle vores forretning. Konsolideringen handler for os om at være på de rigtige markedspladser med den rigtige strategi.  I Nordsjælland har vi en sådan stærk markedsposition, som vi ønsker at udbygge. Derfor er jeg både glad og stolt over, at Dorthe Carlsen har sagt ja til at tiltræde på Helsingør Dagblad A/S som administrerende direktør," udtaler adm. direktør i North Media Aviser Gorm Wesing Flyvholm, der hidtil også har haft direktøransvaret for Helsingør Dagblad, i meddelelsen.

Ud over Helsingør Dagblad udgiver medieselskabet også ugeaviser, Søndagsavisen og digitale platforme i Nordsjælland. Dorthe Carlsens fornemmeste opgave bliver at vende forretningen og skabe vækst for den nordsjællandske medievirksomhed.

"Lokale medier har fyldt meget i min karriere. Udvikling og positionering af lokale medier er det, jeg brænder for, og med jobbet som administrerende direktør har jeg fået chancen for at videreudvikle markedspositionen i Helsingør. Det gør jeg bestemt ikke alene. Mediehuset i Helsingør har dygtige, dedikerede medarbejdere. Succes skaber man sammen. Jeg ved, at min gennemgribende erfaring kan bidrage positivt til at skabe fremgang og stærkt samarbejde med den øvrige ledelse i North Media Aviser," udtaler Dorthe Carlsen i pressemeddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også