Se og Hør-journalist: Det skal lige bundfælde sig

Tidligere Se og Hør-journalist Kasper Kopping er idømt fire måneders fængsel og 100 timers samfundstjeneste.
Foto: Finn Frandsen/Polfoto
Foto: Finn Frandsen/Polfoto
RITZAU/MEDIAWATCH

Tidligere journalist på Se og Hør Kasper Kopping lægger ikke skjul på sin skuffelse, efter at Retten i Glostrup torsdag har fældet dom i Se og Hør-sagen.

Kasper Kopping er sammen med en anden af bladets journalister Ken B. Rasmussen blevet idømt fire måneders betinget fængsel. Derudover skal de hver udføre 100 timers samfundstjeneste.

Efter domsafsigelsen siger Kasper Kopping til TV2, at han er glad for, at straffen er lavere, end den anklagemyndigheden havde krævet. Den lød på fængsel i otte-ti måneder.

"Jeg er som udgangspunkt skuffet over at være blevet dømt. Jeg gik efter frifindelse," siger Kasper Kopping.

"Jeg mener ikke, at begrundelserne er helt klare. Til gengæld glæder jeg mig over, at jeg er frifundet i to ud af tre forhold. Jeg glæder mig over, at straffen er lavere end det, anklagemyndigheden gik efter," siger han.

Overvejer yderligere limbo

Kasper Kopping, der stod for at have den primære kontakt med tys-tys-kilden sammen med Ken B. Rasmussen, har endnu ikke besluttet sig for, om han vil anke dommen. 

"Det skal lige bundfælde sig lidt. Jeg har ikke lyst til at melde noget ud her," siger han.

"Hvis man anker, kan der gå over et år, før sagen ender i landsretten. Så skal man gå i det her limbo meget længere."

I sin begrundelsen for straffen lagde retten vægt på, at Kasper Kopping ved flere lejligheder har skrevet til kollegaer, at det var risikabelt for Peter Bo Henriksen at få fat i kreditkortoplysninger, og at det kun var i bestemte tidsrum, at det kunne lade sig gøre. Det indikerer, vurderer retten, at Kasper Kopping vidste mere end som så om, hvordan Peter Bo Henriksen skaffede sig kreditkortoplysninger.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også