
Skønhedsmagasinet Go Beauty har hyret journalist Anne Absalonsen som ny skønhedsredaktør. Det fremgår af en pressemeddelelse fra magasinet.
Her skal hun i parløb med ansvarshavende redaktør, Sabrina Honoré, sætte et hold, der vil give tips og gode råd om skønhed og sundhed, produkter og - behandlinger, skriver bladet.
Anne Absalonsen kommer fra en stilling som redaktør af fagbladet for de danske kosmetologer. Hun har tidligere været chefredaktør på Aller Medias Modemagasinet IN, som hun forlod i 2013 efter uenigheder om driften. Hun er desuden forfatter til bogen "Alt om skønhed – en insiders guide" og redaktør og vært på dk4 og vært i en programrække om sundhed og skønhed.
Go Beauty udkommer seks gange årligt i et oplag på 25.000, skriver magasinet, der bl.a. distribueres i dagligvarerhandlen og skønhedsklinikker.