MediaWatch

Alle vil læse Charlie Hebdo: Abonnenter strømmer til

Antallet af abonnenter er mere end fordoblet siden onsdagens angren på Charlie Hebdo, som nu har fået husly på avisen Liberation.

Foto: Lionel Cironneau/Polfoto/AP

"Vi har dræbt Charlie Hebdo", råbte de to maskerede mænd, da de onsdag flygtede fra det blodbad, de havde begået på det franske satireblad i den franske hovedstad.

Men terroristerne fik ikke ret: På to dage er bladets oplag blevet mere end fordoblet med knap 13.000 nye abonnenter, samtidig med at en række institutioner og presseorganisationer har øget støtten til magasinet.

Hidtil har det satiriske magasin, der er kendt for at gøre grin med alt fra den katolske kirke over franske politikere til islam, haft omkring 10.000 abonnenter.

Organisationen ViaPresse siger til Le Figaro, at flere end 100.000 har besøgt hjemmesiden, hvor man kan tegne abonnementer på Charlie Hebdo.

"Denne trend fortsætter," hedder det.

"Vi er i færd med at forbedre vores servere for at kunne imødekomme efterspørgslen. Antallet af nye abonnementer siden angrebet nåede torsdag op på over 10.000. Normalt bliver der årligt tegnet 300 nye abonnementer på Charlie Hebdo gennem ViaPresse."

Det er muligt at tegne abonnementer på mellem tre måneder og to år.

Medarbejderne på Charlie Hebdo ankom fredag til avisen Liberation, som giver dem husly. Her fik de besøg af premierminister Manuel Valls, som sagde, at "morderne sidder i musefælden".

Der er omfattende sikkerhedsforanstaltninger på stedet, skriver avisen Le Figaro om satiremagasinets nye interimistiske redaktionslokaler.

Og næste nummer af Charlie Hebdo bliver så normalt som muligt, ikke "nekrologisk", siger et medlem af bladets redaktion til avisen Le Monde.

Bladet kommer til at indeholde tegninger fra de afdøde tegnere Cabu, Charb, Wolinski og Tignous.

De to formodede gerningsmænd bag massakren er fredag aften blevet dræbt i en politiaktion i Dammartin-en Goële nordøst for Paris, hvor de tidligere på dagen havde forskanset sig på et trykkeri.

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

Vestager forventer techlov træder i kraft inden for et år

Europa-Parlamentet arbejder på højtryk for at få stemt de to kommende techlovpakker igennem inden sommer, så de sidste skridt kan tages i efteråret. Allerede næste forår forventes store dele af de to lovpakker at træde i kraft, melder EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager og EU-parlamentariker Christel Schaldemose.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs