Kurt Westergaard støtter Hebdo med tegning

En tegning fra 2009 bliver trykt i en særudgave og solgt via tegnerens faste galleri i Skanderborg.
Foto: Rasmus Baaner/Polfoto
Foto: Rasmus Baaner/Polfoto
RITZAU

Den danske bladtegner Kurt Westergaard, der satte stregerne på papiret til den mest kendte af Jyllands-Postens såkaldte Muhammed-tegninger - manden med en bombe i sin turban - støtter det franske satiremagasin Charlie Hebdo.

Det sker via hans faste galleri, Galleri Draupner i Skanderborg, hvor den nu 79-årige Kurt Westergaard har valgt at genoptrykke en specialudgave af tegningen Free Speech fra 2009, oplyser TV 2 Østjylland og Morgenavisen Jyllands-Posten.

Kurt Westergaard dedikerer tegningen til Je Suis Charlie.

"Jeg gør det, som en gestus for kollegerne på Charlie Hebdo," siger Kurt Westergaard til TV2 Østjylland.

Tegningen Free Speech blev oprindelig skabt til Kurt Westergaards fond - The Westergaard Foundation - til fordel for kunstnere, som er ramt på ytringsfriheden.

Specialudgaven har samme formål, da alt overskud går til det franske satiriske magasin.

"Vi vil gerne sende et signal om, at vi bakker op om satirikernes ret til at ytre sig," siger Erik Guldager, der ejer Galleri Draupner i Skanderborg.

Guldager understreger, at oplaget af tegningen er ubegrænset - ligesom ytringsfriheden.

Specialudgaven af Free Speech kan købes for 50 euro via Galleri Draupners hjemmeside.

 

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også