Det giver ikke markedsforskydninger, der svækker konkurrencen på det voksende marked for indholdsmarkedsføring, at selskaberne Datagraf og DG Communications bliver en del af Aller Media.
Det vurderer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der har godkendt Allers opkøb af gruppen, der blev annonceret i midten af august. Det skriver Danske Medier.
Datagraf har aktiviteter i Danmark, Norge og Sverige og tæller i alt omkring 144 ansatte.
Koncernen tæller to selskaber: Datagraf Communications, der laver client publishing, og DG Media, der er annonce-salgsbureau og også udgiver en række medier og magasiner bl.a. magasinerne 'Smag og Behag' og 'Spis Bedre'.
Vil være markedsleder
Koncernen var i 2012 igennem en rekonstruktion efter dele af selskabet gik konkurs. Datagaf Communications A/S nåede sidste år et resultat på 2,9 mio. kr., mens DG Media A/S så en bundlinje på 1,7 mio. kr.
Opkøbet er et led i Aller Medias mål om at blive markedsleder inden for det voksende content marketing-område. En ambition Aller deler med magasinkonkurrenten Egmont Publishing, der for nylig har købt det norske bureau Bonzaii.
Aller driver i forvejen det interne Aller Client Publishing, der bl.a. udgiver kundemagasinerne 'Skøn' og 'Lime'. I forbindelse med den sparerunde, Aller Media meldte ud i går, har koncernen besluttet at lukke in store magasinet Mor, der også er blevet produceret i Aller Client Publishing.
Aller lukker Tidens Kvinder og Frikvarter
Egmont tager kampen op med Aller på client publishing
Aller Medias nye bureau kan miste storkunde
Datagraf ledte efter stærk ejer