Her&Nu henter ny chefredaktør fra BT

Digital redaktør fra BT bliver ny chefredaktør for Egmonts ugeblad Her&Nu.

Det bliver BT's redaktionschef og digitale redaktør, Erling Tind Larsen, der aflløser Michael Rasmussen som chefredaktør på ugebladet Her&Nu.

Det skriver Egmont Publishing i en pressemeddelelse.

Erling Tind Larsen, 47, kommer fra en stilling som ledende redaktionschef og digital redaktør på dagbladet BT, hvor han kom til fra Ekstra Bladet i 2010.

”Erling har et udpræget tabloid-gen. Han har stofområdet på rygraden, og så har han den erfaring, der skal til for at kunne trække den rigtige grænse for, hvilke historier et blad som Her&Nu skal bringe og så er han virkelig stærk online, hvor vi også ser et stort fremtidigt potentiale for Her&Nu,” siger ugebladschef Marianne Gram, Egmont Publishing, i meddelelsen.

Her&Nu har et oplag på godt 92.285 (H2 2013) og læses af 277.000 (Gallup, vinterhalvår 2013/14) og er Egmonts næststørste ugeblad efter Hjemmet. Bladet blev lanceret i 1997 som en billigere konkurrent til Aller Medias topsælgere Se og Hør og Billed-Bladet, der har et oplag på henholdsvis 140.619 og 112.957 (H2 2013).

Her&Nu skal have kant

Selv siger Erling Tind Larsen i meddelelsen, at han ser frem til at kombinere sin erfaring fra tabloidaviser med sin erfaring fra magasinverdenen - hvor han tidligere har været redaktionschef på Komputer for Alle og redaktør på Euroman.

Samtidig er det med en vis ydmyghed, han går til opgaven:

"Men jeg forventer, at jeg - ikke mindst på den digitale del - kan bidrage til at videreføre den positive udvikling, Her&Nu har været igennem,” siger Erling Tind Larsen.

Ifølge Erlind Tind Larsen skal Her&Nu fremover sætte sig lidt mere på dagsordenen:

”Her&Nu skal i endnu højere grad træde i karakter som et underholdende ugeblad med nyheder om kendte og kongelige. Et blad som har kant, og som både kan afsløre og forarge - men som aldrig mister respekten for dem, vi skriver om. De danske ugebladskøbere har for alvor fået øjnene op for Her&Nu - og det skal vi gøre alt for at honorere, så der forhåbentlig kommer endnu flere til”.

Erling Tind Larsen overtager posten fra Michael Rasmussen, der i sommer skiftede til en stilling som chef for Ekstra Bladets Flash-redaktion.

Den stol blev ledig efter Lise Bondesen, der trak sig fra jobbet i forbindelse med Se og Hør-skandalen, hvor det kom frem, at hun som tidligere chef på Se og Hør kendte til den ulovlige overvågning af kendtes kreditkort-træk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også