Qvortrup vil først tale med Aller efter politi-afhøringer

Aller Media har bedt tidligere chefredaktør på Se og Hør, Henrik Qvortrup, forklare sig som led i husets interne undersøgelse, men Aller må afvente politiets afhøringer, siger hans advokat. 
Foto: Kenneth Meyer, Polfoto
Foto: Kenneth Meyer, Polfoto

Koncernen bag Se og Hør må vente med at få Henrik Qvortrup i tale om, hvad der foregik på bladet i hans tid som chefredaktør for ugebladet.

Ifølge hans advokat, Anders K. Néhmet, har Aller Medias interne undersøgere kontaktet Henrik Qvortrup med henblik på et interview om bl.a. brugen af kreditkort-kilden på bladet. Men det interview kan først komme på tale. når politiet har afsluttet sine afhøringer, siger han.

”Vores (Henrik Qvotrup og hans advokat, red.) holdning er meget klart, at vi medvirker meget gerne i forbindelse med Københavns Vestegns Politis efterforskning og til Allers interne undersøgelse, men det skal være i nævnte rækkefølge," siger Anders K. Néhmet til MediaWatch.

"Så snart vi får besked fra Vestegnens Politi om, at nu ønsker man ikke yderligere afhøring af Henrik Qvortrup, så deltager vi gerne i Allers undersøgelse, men først på det tidspunkt."

Tys-tys takker nej til Aller

Også den såkaldte tys-tys kilde, der har solgt de ulovligt indhentede kreditkort-oplysninger til Se og Hør har foreløbig ikke ville tale med Aller Media i sagen.

"Vi har takket nej til at deltage. Jeg finder det problematisk, at der tilsyneladende er en sideløbende efterforskning i forhold til politiets efterforskning," sagde hans advokat, Michael Juul Eriksen, til BT i går.

Ifølge advokaten vil kredikort-kilden heller ikke tale med politiet, så længe "der sideløbende bliver tilvejebragt materiale, som vi ikke kan se, så ønsker min klient ikke at tale, før vi har set det materiale, der er kommet frem i Aller."

Som MediaWatch tidligere i dag har skrevet, hat advokat Michael Juul Eriksen i den forbindelse sendt en efterforskningsanmodning til politiet, om at indhente Allers undersøgelse for at få alle nuværende oplysninger i sagen frem i efterforskningens lys.

Flere afhøringer venter

Undersøgelsen, der foretages af advokat Henrik Stagetorn i samarbejde med en revisor fra PwC ventes at blive færdig i slutningen af juni, men flere af de centrale personer i sagen har altså ikke villet deltage endnu.

Ifølge Københavns Vestegns Politi er der flere afhøringer af de sigtede på vej - lige som politiet fortsat forventer flere sigtelser i sagen.

Foreløbig fem personer er sigtet i Se og Hør-sagen, det gælder tre tidligere chefredaktører, samt to journalister, der havde kontakten med kreditkort-kilden. Derudover er Aller Media-koncernen som juridisk ansvarlig for ugebladet også sigtet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også