Flere jyder skal læse Berlingskes erhvervsmagasin

Berlingske Business Magasin skruer op for distributionen af erhvervsmagasinet i forbindelse med omlægningen fra uge- til månedsmagasin.

Fra september er det slut med erhvervsmagasinet Berlingske Business som ugemagasin.

Som et led i forårets sparerunde og omlægninger i foråret skal magasinet fremover udkomme månedligt med flere sider og udvidet distribution. Det skriver Berlingske Media i en pressemeddelelse.

Ud over distributionen i knap 75.000 eksemplarer til Berlingskes abonnenter sætter Berlingske Media 20.000 eksemplarer af til at få flere læsere i det jyske erhvervsliv.

“I Hovedstadsområdet når vi allerede langt de fleste større virksomheder og indflydelsesrige erhvervsfolk med magasinet, fordi Berlingske har en  meget høj penetration i området. Så når vi nu begynder at sende magasinet til udvalgte virksomheder i Jylland, kommer vi fremover til at nå en endnu større del af den samlede målgruppe,” siger annoncedirektør Henning Andersen i meddelelsen.

Om bord i flyveren

Derudover har Berlingske Media indgået aftale med en række flyselskaber, så passagerer hos Lufthansa, SAS, Emirates, Swiss og Singapore Airlines kan læse med. Omkring 6600 eksemplarer distribueres ad den vej. I alt vil magasinet udkomme i 102.000 eksemplarer månedligt, skriver mediekoncernen.

Magasinet går som led i omlægningen fra 52 til min. 100 sider. Første nummer udkommer i morgen bl.a. med et tema om rising stars i dansk erhvervsliv og et portrætinterview med Preben Damgaard, der ellers har holdt sig ude af medierampelyset siden milliardsalget af Navision, som han opbyggede med broderen Erik Damgaard.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også