Aller gentager Dansktop-magasin og øger oplaget

Første udgave af særmagasinet blev udsolgt flere steder, melder Aller. Anden udgave er dog stadig en prøveballon.  

Aller Media testede i februar læsernes interesse for dansktop med et særmagasin dedikeret den danske popscene. Og magasinet Alt om Dansktop var en succes, melder Aller, der denne uge sendte anden udgave af magasinet på gaden.

Aller vil samtidig øge oplaget med 40 pct. og trykker anden udgave af magasinet i omegnen af 30.000 eksemplarer, siger Per Ingdal, Aller Medias udgiverdirektør.

Det er dog endnu ikke besluttet, om Alt om Dansktop skal være en fast del af Allers portefølje.

"Det første nummer viste sig at være en stor succes og blev virkeligt hurtigt udsolgt flere steder. Nu ser vi anden gang, om det er en holdbar succes, der skal gentages," siger Per Ingdal, der melder at de første indikationer på bladet, der kom på gaden i mandags, er positiv.

Loyale læsere

Alt om Dansktop nr. 2 kan fås ved samtidigt køb af et af Allers ugeblade, Familie Journal, Ude og Hjemme, Se og Hør eller Billed-Bladet fra den 10. juni til den 7. juli. Distributionen er denne gang udvidet til også at omfatte Nettos butikker.

Ambitionen er, at magasinet skal føje ekstra værdi til ugebladene og gøre ugebladslæserne mere loyale.

"I virkeligheden er det en kampagne-aktiviitet," siger Per Ingdal, der dog peger på, at det - ugebladenes store oplag taget i betragtning - umiddelbart er vanskeligt at detektere, om særmagasinet booster bladsalget.

"Men vi mener, at vi i al fald servicerer vores kunder med et ekstra produkt, som de er glade for. Det, forventer vi,  kan knytte stærkere bånd til moderproduktet," siger han.

Mod blad-strømmen

Alt om Dansktop skiller sig ud i et bladmarked, hvor de fleste nylanceringer forsøger at appellere til de yngre, kommercielt attraktive, målgrupper.

"Det var lidt en kontratrend, at vi kom med dette magasin. De går mod strømmen i bladbranchen, hvor de fleste blade sigter efter at være unge,  hippe og smarte," siger Per Ingdal.

Chefredaktør Anette Kokholm, der også er chefredaktør for Familie Journalen, er glad for den positive modtagelse, som magasinet har fået. Hun peger også på, at magasinet dækker et stofområde, der ellers ikke får mange spaltemillimeter i medierne.

”Alt om Dansktop er spækket med personlige interviews med de mest kendte kunstnere. Og mens dansktop hitter i befolkningen, er der ikke så mange medier, der afspejler det. Vi er ikke bange for at tage dansktopscenen alvorligt, og at musikken generelt får alt for lidt plads i mediebilledet i forhold til, hvor populær den egentlig er, gør kun efterspørgslen større,” siger hun i en pressemeddelelse.

Sammen med magasinet følger en gratis cd med otte klassiske dansktophits. Dertil er Alt om Dansktop nr. 2 samarbejdspartner på Dansktop Festivalen i Fredericia, der afholdes fra den 14. til 15. juni.

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også