Dansk trykkerikoncern fusionerer med tysk selskab

Danske Stibo Complete fusionerer med den tyske trykkerikoncern Eversfrank Gruppe.
Ifølge direktør i Stibo Complete, Søren Henriksen vil fusionen sikre selskaberne en bedre ydelse til kunderne samt mere konkurrencedygtige priser. | Foto: Pr/stibo Complete
Ifølge direktør i Stibo Complete, Søren Henriksen vil fusionen sikre selskaberne en bedre ydelse til kunderne samt mere konkurrencedygtige priser. | Foto: Pr/stibo Complete

De to trykkerikoncerner Stibo Complete og Eversfrank Gruppe fusionerer for at skabe en nordeuropæisk sværvægter på markedet for trykopgaver og tilbyde ydelser inden for hele den grafiske værdikæde fra udvikling til design, finansiering via annoncesalg samt produktion og distribution. Det oplyser danske Stibo Complete i en pressemeddelelse.

Stibo Complete og tyske Eversfrank Gruppe er næsten lige store og vil som fusioneret virksomhed omsætte for samlet 335 mio. euro årligt, oplyser selskabet. Koncernen har trykkerier og produktionsfaciliteter i både Danmark, resten af Skandinavien og Tyskland. 

Stibo Complete er en del af Stibo-koncernen, der driver i alt tre selskaber; Stibo DX, der udvikler systemer til content og digital asset management, Stibo Systems og trykkeriselskabet. Koncernen har desuden en ejerandel i fagbladet Folkeskolen gennem selskabet Stibo Graphic A/S.

Vil være førende

Ifølge direktør i Stibo Complete, Søren Henriksen, og Philipp Lerchner fra Eversfrank Gruppe, som bliver executive vice president i det nye set up, vil fusionen sikre selskaberne en bedre ydelse til kunderne samt mere konkurrencedygtige priser.

”De to forretninger passer godt sammen. Der er oplagte synergier og muligheder for, at vi sammen kan vinde nye ordrer og høste stordriftsfordele. Og der er masser af forretningsmuligheder i dag og i fremtiden – også selv om printmarkedet samlet set falder,” udtaler de fælles i meddelelsen.

Efter fusionen, hvor Stibo Fonden bliver hovedaktionær, forfølges et fælles mål om at blive det førende grafiske selskab i Nordeuropa. 

Vækstpotentiale

Det skal blandt andet ske ved at udvide Eversfrank Gruppes position i Tyskland og Benelux - altså Holland, Belgien og Luxembourg - hvor parterne vurderer, at det største vækstpotentiale ligger, eftersom Stibo Complete allerede er en af de største aktører i Skandinavien.

”I Skandinavien er der fortsat rigtig gode muligheder for at tage markedsandele under brandet Stibo Complete og datterselskabet GigantPrint – både med hensyn til digitale samt fysiske print- og distributionsløsninger,” lyder det i meddelelsen.

Forretningsperspektivet ved fusionen er langsigtet, hvilket er undersøttet af et fondsejerskab hos Stibo samt Evers-familien, der oplyser, at den forbliver en langsitet investor. 

Fusionen skal godkendes af de tyske konkurrencemyndigheder. godkendelsesprocessen forventes at tage en måneds tid.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu