Fagbladet Folkeskolen skruer ned for printudgivelser og lancerer nyhedsbrev

Der skal bruges færre penge på distribution og tryk og mere på journalistik og en digital omstilling, lyder det fra Folkeskolens chefredaktør og direktør.
Fagbladet Folkeskolens chefredaktør Andreas Marckmann Andreassen skrotter 8 ud af 20 magasin-udgivelser for at kunne bruge ressourcerne bl.a. på et nyt digitalt nyhedsbrev og nyt debat-univers. | Foto: Jesper Knudsen
Fagbladet Folkeskolens chefredaktør Andreas Marckmann Andreassen skrotter 8 ud af 20 magasin-udgivelser for at kunne bruge ressourcerne bl.a. på et nyt digitalt nyhedsbrev og nyt debat-univers. | Foto: Jesper Knudsen

Fagbladet Folkeskolens trykte magasin vil fra næste år udkomme 12 gange fremfor 20 som i dag. Modsat kommer der et nyt digitalt nyhedsbrev rettet til alle medlemmer. Det oplyser fagbladets chefredaktør og direktør, Andreas Markmann Andreassen. Det står ikke klart, hvor ofte det digitale nyhedsbrev skal udkomme, men det bliver mindst månedligt.

Ifølge chefredaktøren er der tale om et strategisk skift, der skal gøre fagbladet mere relevant for yngre medlemmer af Danmarks Lærerforening, som er mere digitale. Skiftet skal samtidig hjælpe fagbladets strategi om at øge den digitale annonceomsætning.

Ved at fjerne otte udgivelser kommer Folkeskolen til at spare en række udgifter i den forbindelse. Andreas Marckmann Andreassen fortæller til MediaWatch, at det præcise beløb er uvist, bl.a. indtil det står klart, hvad det relancerede magasin kommer til at koste at producere. Samtidig forsvinder der også lidt annonceindtægter, der skal modregnes.

”Men jeg forventer, at vi frigør over to mio. kr., som vi kan geninvestere andre steder,” skriver han i et svar til MediaWatch.

Pengene skal gå til at løfte kvaliteten af de resterende 12 udgivelser. Omlægningen kommer ifølge chefredaktøren ikke til at medføre en besparelse samlet set for Folkeskolen. Alle besparelserne på de færre udgivelser geninvesteres, lyder planen.

”Det er på ingen måde en sparerunde. Vi omfordeler penge, primært fra distribution og tryk til et kvalitetsløft både på print og digitalt,” skriver chefredaktøren.

Investerer i debatunivers

Kvalitetsløftet skal bl.a. ske ved at kaste penge i at opbygge et debatunivers, der ”giver flere lyst til at deltage.” Indtil videre er det sket med at ansætte en ny debatredaktør, Naja Dandanell, som der skal bygges et team omkring. 

Derudover afsættes der penge til omstilling mod en digital platform. Det omfatter blandt andet en ansættelse af en art director

”Vi får både brug for nye kompetencer og investeringer i platforme. Omlægningen frigør de ressourcer, vi har brug for til at lykkes med det,” skriver Andreas Marckmann Andreassen.

Den nye plan for, hvordan fagbladet skal udkomme, kommer til at gå hånd i hånd med den nye kommercielle strategi om øgede digital annonceindtægter.

I sommer fortalte chefredaktøren, at fagbladet i år har gennemført en ”kommerciel genstart.” Det har omfattet ansættelsen af en kommerciel chef.

I en besked til læserne oplyser fagbladet, at det allerede i år oplevet en ”markant annoncevækst for første gang i flere år.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også