Distributører forbereder sig på øget pres fra Amazon

Amazons indtog på det svenske marked har fået pakkeleverandører i Norden til at forberede sig på en ny æra med øget prispres.
Foto: JOHANNES EISELE/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: JOHANNES EISELE/AFP/Ritzau Scanpix
RITZAU FINANS

Amazon ventes med sin entré på det svenske marked at lægge pres på den nordiske pakkelogistiksektor.

Det skriver Jyllands-Posten Erhverv.

Amazons indtog på det svenske marked har fået pakkeleverandører i Norden til at forberede sig på en ny æra med øget prispres, krav om hurtig levering og smidig service.

"Jeg tror, Amazon lægger pres på markedet overordnet set i forhold til priserne, serviceniveauet og leveringskapaciteten, hvis de vil vokse med den hastighed, de er vokset i andre markeder som Tyskland og Storbritannien," siger Per Öhagen, der er koncerndirektør for e-handel og logistik i Bring, til avisen.

Den norske pakkeleverandør Bring har brugt en del kræfter på at blive klar til Amazons indtog.

Selv om Amazons indtræden på markedet med al sandsynlighed vil bringe større vækst i e-handlen med sig, ventes det også, at pakkeleverandørerne må berede sig på et øget pres.

Også Postnord regner med et øget pres til pakkeleveringsselskaberne.

Peter Hesslin, der er chef for e-handel og logistik i Postnord, siger til avisen, at han venter, at Amazon vil stille krav til både fleksibilitet og hastighed.

Amazon har i flere andre lande tilbudt sin Prime-tjeneste, hvor kunder får både billig eller gratis levering samt adgang til Amazons egen streamingtjeneste.

Forventningen er derfor, at Amazon vil presse pakkeleveringsselskaberne til at sænke omkostningerne. Ellers vil internetgiganten finde nogle andre til at klare leveringerne, forklarer Nordea-analytiker Daniel Ovin til Jyllands-Posten Erhverv.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også