Euroman får ny chefredaktør

Kommunikationsrådgiver i Bureauet Friday og skribent bag Føljetons "Morgenpost" bliver ny chefredaktør for Euroman.
Foto: PR/Egmont Publishing
Foto: PR/Egmont Publishing

Det bliver Kristoffer Dahy Ernst, der tager over som chefredaktør for Euroman, efter Karl Erik Strougaard forlod magasinet til fordel for en stilling som anv. chefredaktør for Nordjyske Medier. Det skriver Egmont Publishing, der udgiver Euroman, i en pressemeddelelse.

Kristoffer Dahy Ernst er tidligere webredaktør på euroman.dk, hvor han var indil 2014. Han har senest været selvstændig kommunikationsrådgiver og partner i kommunikationsbureauet Friday, og driver samtidig det ugentlige livsstilsnyhedsbrev "Morgenpost", der udgives af Føljeton. Han er desuden medvært på podcasten "Arbejdstitel", som Euroman udgiver.

"Kristoffer har en stor indsigt og viden om de emner, der optager læserne af Euroman, lige fra livsstil og kultur til politik og samfundsforhold. Samtidig har han en faglig og kommerciel forståelse, der kan sikre, at Euromans særkende udvikles både på print og digitalt, så mediet fortsat vil stå lige så klart og relevant, som første gang det udkom for knap 30 år siden," siger magasindirektør i Egmont Publishing, Tina Nikolaisen.

Kristoffer Dahy Ernst har løbende været tilknyttet Euroman som skribent og tiltræder den nye stilling 1. november.

"Euroman besidder et kæmpe udviklingspotentiale både på print, digital, lyd og billede, og vores opgave i redaktionen bliver at ære arven samtidig med, at vi skal sætte en ny standard for et journalistisk livsstilsunivers, som mænd og kvinder har lyst til at være en del af," siger Kristoffer Dahy Ernst.

Sideløbende med chefredaktørrollen på Euroman skal Kristoffer Dahy Ernst udvikle partnerskaber for boligmagasinet Rum i en rolle som creative partnership editor på boligmagasinet – i samarbejde med Rums chefredaktør, Anne Lose, fremgår det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også