Højesteret afviser Helvegs krav i Se og Hør-sagen

Morten Helveg Petersen har tabt sag i Højesteret, hvor han gjorde krav på godtgørelse i Se og Hør-sagen.
Foto: Charlotte De La Fuente/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Foto: Charlotte De La Fuente/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

EU-parlamentariker Morten Helveg Petersen (R) får ikke erstatning, efter at ugebladet Se og Hør ulovligt skaffede sig adgang til hans kreditkortoplysninger.

Det har Højesteret afgjort.

Helveg havde anlagt sagen mod tidligere chefredaktør på Se og Hør Henrik Qvortrup, Aller Media og den såkaldte tys-tys-kilde.

Det var tys-tys-kilden, der fodrede ugebladet med oplysninger. Kilden havde adgang til de kendtes transaktioner via kreditkortudstederen Nets.

Også byretten og landsretten afviste Morten Helveg Petersens krav.

Politikeren har undervejs i forløbet sænket sit krav. Kravet i byretten var 250.000 kr., i landsretten blev det sænket til 125.000 kr., og i Højesteret var det nede på 75.000 kr.

Højesteret skriver i sin afgørelse, at Morten Helvegs kreditkorttransaktioner blev hacket og videresendt til Se og Hør 10-11 gange fra juni 2008 til september 2009.

Det var blandt andet oplysninger om betaling på hoteller og i restauranter, bestilling af rejsebilletter og køb i stormagasiner.

Se og Hør brugte en af oplysningerne i en artikel fra juli 2008, hvor det blandt andet fremgik, at Helveg havde været på et bestemt diskotek i Berlin. 

Retten skriver også, at Helveg fra november 2008 til februar 2009 stod på en liste over offentligt kendte personer, som tys-tys-kilden sendte til Se og Hør.

Selv om Helveg har været udsat "grove retsstridige krænkelser af sit privatliv", så finder Højesteret alligevel ikke, at det skal udløse erstatning.

Krænkelserne er ikke egnet til at "påvirke hans selv- og æresfølelse", lyder det. Højesteret henviser også til, at oplysningerne om transaktionerne ikke afslørede personfølsomme forhold. 

Morten Helveg Petersen blev i by- og landsret pålagt at betale sagsomkostninger for 320.000 kroner. Det skal han stadig betale, men han skal ikke betale yderligere for behandlingen i Højesteret.

Se og Hør-skandalen er blevet kaldt danmarkshistoriens største medieskandale.

Under sagen kom det frem, at der i alt blev hacket 906 oplysninger om kreditkorttransaktioner i perioden 24. juni 2008 til 31. december 2011.

I en tilståelsessag i 2016 modtog bladhuset Aller Media en bøde på ti millioner kroner.

Tys-tys-kilden fik i 2017 en dom på halvandet års ubetinget fængsel, mens Henrik Qvortrup i 2016 fik tre måneders ubetinget fængsel og et års betinget fængsel. Han skulle desuden udføre 200 timers samfundstjeneste.

Yderligere er to journalister og tre chefer straffet i sagen.

Over 20 kendte danskere har krævet erstatning, men siden har over halvdelen droppet deres krav i kølvandet på EU-politikerens dom i landsretten. De andre kendtes sag er siden sat i bero.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også