Flere partier foretrækker tv-skat frem for licens

Alternativet slutter sig til koret af partier, der taler for en ændring af medielicensen. Partiet ønsker, at den i stedet opkræves som en særskilt skat øremærket til medier og public service.

Et svensk public service-udvalg nedsat af regeringen for bl.a. at granske mulighederne for alternativ finansiering public service-medierne har tidligere på ugen afleveret en anbefaling til det svenske kulturministerium, som i grove træk går ud på at skrotte den svenske licensmodel og i stedet indføre såkaldt tv-skat.

Som navnet antyder, vil finansieringen af svenske public service-medier ifølge anbefalingen komme fra en særskilt skatteopkrævning, der er afhængig af personers indkomst. Flere partier ønsker en lignende ordning herhjemme, og i dagens Berlingske tislutter Alternativets medieordfører, Rasmus Nordqvist, sig koret af partier, bestående af Dansk Folkeparti, SF, R og LA, som slår til lyd for en afskaffelse af licensen.

Alternativet er endnu ikke klar med et konkret forslag til en ny finanseringsmodel, men ser en mulighed i at lade sig inspirere af Finland, hvor finanseringen til public service opkræves i stil med den danske kirkeskat.

"Det skal være en særskilt skat, der bliver opkrævet til medier. På den måde undgår vi, at den bliver en direkte del af diverse finanslovsforhandlinger. Så er pengene sat til side til medier og public service," siger Rasmus Nordqvist til Berlingske.

Venstres medieordfører, Britt Bager, har tidligere meddelt, at partiet er åben over for en omlægning af licensen, så længe den enkelte ikke kommer til at betale mere end i dag. I dagens Berlingske oplyser hun, at Venstre hverken er for eller imod idéen om at skrotte licensen til fordel for en skatteopkrævning. Hun foreslår finansieringen låst i en forligsperiode, så bevillingen til public service ikke inddrages i de årlige finandslovsforhandlinger.

Hos De Konservative går man ind for en differentieret licens, hvor for eksempel studerende betaler et mindre beløb.

I Sverige foreslår udvalget desuden, at den nye tv-skat næsten halveres i forhold til den nuværende licensafgift, der ligger på 2340 svenske kroner per hustand. Public service-skatten vil i stedet være indkomstbetinget og ligge på 1 pct. af personens indkomst, dog maksimalt 1308 svenske kroner pr. person. Samtidig vil personer uden skattepligtig indkomst ikke blive opkrævet tv-skat

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også