P3-chef stopper som led i omlægning i DR

DR Kultur rykker rundt på brikkerne og placerer blandt andet P3 i DR Ung, mens en række andre kanaler lægges ind under en nyoprettet musikenhed. Skiftet betyder, at chefen for P3, P6 og P7 forlader DR.
Christian Ottenheim stopper som redaktionschef på P3 og forlader DR. | Foto: Agnete Schlichtkrull/PR/DR
Christian Ottenheim stopper som redaktionschef på P3 og forlader DR. | Foto: Agnete Schlichtkrull/PR/DR

Redaktionschef for P3, Christian Ottenheim, siger farvel til DR. Det sker som et led i en større omorganisering af DR Kultur, oplyser DR i en pressemeddelelse.

Hovedoverskriften for ændringerne er, at kulturstoffet skal gøres tydeligere og mere markant, og så skal fokus øges på unge og musikken. Organisatorisk betyder det, at afdelingen DR Ung bliver centrum for langt flere kanaler og produktioner og bl.a. får P3 under paraplyen.

"Vi ændrer organiseringen af DR Kultur for at styrke vores fokus på de unge. Det er helt nødvendigt lige nu, hvor deres ændrede medievaner for alvor slår igennem. Samtidig forventer jeg, at den nye organisering vil forstærke kulturstoffets gennemslagskraft og betydning for brugerne, både i den daglige journalistik og i større fyrtårnsproduktioner. Og så vil vi gøre vores samlede indsats for musikken stærkere," udtaler Tine Smedegaard Andersen, direktør for DR Kultur, i pressemeddelelsen.

Alt indhold til den unge målgruppen bliver fremover samlet i DR Ung, der kommer til at få ansvaret for både digitalt indhold, streaming tv og radio, herunder P3. I spidsen for DR Ung indtræder Kasper Tøstesen, der forfremmes fra stillingen som chef for tv og digitalt indhold til unge i DR Kultur.

I den rokade har Christian Ottenheim, der har været redaktionchef for P3 siden 2012 og leder af afdelingen DR Musik og Radio, der foruden P3 også rummer P6 og P7, altså valgt at forlade DR. P3's musikredaktør Mathias Buch Jensen fortsætter og bliver en del af DR Ung.

P3 har de seneste år været ramt af lytterfrafrald. I 2014 havde kanalen en share på 20,8 pct. Det tal faldt i 2016 til 15,7 pct., og i 2017 har andelen svinget mellem 11,3 og 14,7 pct., skrev Berlingske i maj.

Ny musikenhed

De øvrige kanaler, som Chrstian Ottenheim hidtil også har haft under sig, rykker ind under en ny enhed med navnet DR Musik, der kommer til at favne P2, P6, P7, P8, Musikstyring, Karrierekanonen og Diskoteket. Målet med den manøvre er at skabe større synlighed for dansk musik og bedre musikformidling digitalt. Chef for DR Musik bliver Jakob Marstrand, der har været hos DR siden 2000 som vært, producer og producent og i dag er chef for P2 og P8. Strategisk musikchef Lars Trillingsgaard fortsætter som en del af DR Musik.

"Hvad angår musikken og indholdet til unge, så er det hjerteblod. Det er områder, hvor DR har en unik rolle at spille, og med den nye organisation kan vi fokusere og styrke vores indsats. Et DR Ung, der også indbefatter P3, får et rigtig godt udgangspunkt for at nå de unge med kvalitetsindhold og ikke mindst sikre, at P3 kommer ind i en stærk udvikling. Med DR Musik får vi nu en organisering, der kan skabe synergi mellem vores mange aktiviteter på musikområdet," udtaler Tine Smedegaard Andersen.

Ændringerne, som træder i kraft efter sommerferien, skal desuden føre mere projektorienteret arbejde med sig, ligesom DR Kultur vil fokusere på at lave fyrtårnsproduktioner, fremgår det.

Det er ikke første gang i år, at DR ryster posen. I maj præsenterede DR en større ændring af DR Medier, der blandt anden betød farvel til DR2's kanalchef Christoffer Guldbrandsen. Samtidig blev der oprettet en ny tværgående stilling som tv-chef. Den stilling er endnu ikke besat.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også