Styrelsen fastholder millionkrav for Eurovision-tab

Skandalen omkring Melodi Grandprix 2014 er endt med et millionkrav mod tidligere bestyrelsesformand. Erhvervsstyrelsen fastholder erstatningskrav på 21 mio. kr.
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
/ritzau/

Den tidligere bestyrelsesformand i Wonderful Copenhagen er ansvarlig for dele af tabet omkring afholdelse af melodigrandprix i 2014, skriver Erhvervsstyrelsen.

Skandalen omkring grandprixet, der endte med at udløse et stort millionunderskud for Wonderful Copenhagen, er blevet behandlet af Erhvervsstyrelsen. Styrelsen har endt med at afgøre, at tidligere bestyrelsesformand for fonden Wonderful Copenhagen, Michael Metz Mørch, ikke har levet op til sine forpligtigelser.

Afgørelsen omhandler den del af skandalen, der handler om såkaldt slutfinansiering.

"Styrelsen finder, at Michael Metz Mørch i sin egenskab af formand har tilsidesat sine forpligtelser, og at der er tale om en væsentlig tilsidesættelse."

"Styrelsen finder endvidere fortsat, at Michael Metz Mørch via sine handlinger som bestyrelsesformand har handlet ansvarspådragende i forhold til den trufne beslutning om slutfinansiering."

"Afgørelsen om erstatningsansvar for et tab for fonden på 21 millioner kroner fastholdes derfor," skriver Erhvervsstyrelsen.

Det internationale melodigandprix i 2014 blev afholdt med pomp og pragt i B&W Hallerne i et samarbejde mellem Wonderful Copenhagen og DR. Men projektet blev langt, langt dyrere end budgetteret. Det efterlod et underskud på 58 mio. kr. Det valgte fonden Wonderful Copenhagen at dække, selvom man ikke havde pengene.

Det skete efter grandprixet var afholdt, og det var altså ikke afgørende for projektets afholdelse, at underskuddet blev dækket af fonden. Fonden var heller ikke juridisk forpligtiget til at dække underskuddet.

Michael Metz Mørch anses som specielt ansvarlig, da Erhvervsstyrelsen har vurderet, at han ikke informerede bestyrelsen og ledelsen af fonden ordentligt om, at fonden ikke var forpligtiget til at dække underskuddet.

"Styrelsen finder det kritisabelt, at daværende bestyrelsesformand, Michael Metz Mørch, har tilbageholdt væsentlig information for den øvrige bestyrelse," skriver Erhvervsstyrelsen.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også