Ministerium gransker fortsat EU-dom om licens

En EU-dom, der underkender moms på licensbetalingen, bliver analyseret af Skatteministeriet for mulige danske konsekvenser. Minister hæfter sig ved særbestemmelse.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V). | Foto: Jens Dresling/Polfoto/Arkiv
Skatteminister Karsten Lauritzen (V). | Foto: Jens Dresling/Polfoto/Arkiv

Må man lægge moms på licens?

Det spørgsmål tog EU-Domstolen stilling til i juni, da domstolen afgjorde, at den tjekkiske pendant til DR, Cesky rozhlas, ikke hører ind under momslovgivningen. Derfor kunne den tjekkiske licens ikke pålægges moms, fastslog EU-Domstolen.

Allerede dengang varslede skatteminister Karsten Lauritzen (V) over for Børsen, at ministeriet ville undersøge, om dommen får konsekvenser for licensopkrævningen herhjemme. Og det arbejde står fortsat på, oplyser Karsten Lauritzen i et svar til Folketingets Kulturudvalg.

"Skatteministeriet er ved at analysere, hvilke konsekvenser dommen har for Danmark. I forbindelse med analysen er der bl.a. rettet henvendelse til andre EU-lande, som har et licenssystem, der ligner det danske. Så snart analysen er afsluttet, vender jeg tilbage hertil," skriver Karsten Lauritzen i svaret.

Han hæfter sig videre ved, at Danmark i modsætning til Tjekkiet har en særbestemmelse, der "giver Danmark specifikt lov til at opkræve moms af licens."

Momsen på licens er som på så mange andre varer 25 pct. Det vil sige, at 20 pct. af danskernes årlige licensbetaling går til moms. I 2015 blev der fordelt 4,5 mia. kr. til DR, Radio24syv, TV 2-regionerne og de andre formål, som licensbetalingen finansierer, efter momsen var fraregnet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også