TV 2 indgår forlig med tidligere sømandsgidsler

Forlig om TV 2-dokumentar udløser godtgørelse til sømændene Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez.
RITZAU

De to sømænd Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez har indgået forlig med TV 2 om dokumentar om deres tid som gidsler.

Det skriver dagbladet Information.

De to tidligere sømandsgidsler får i alt 300.000 kroner for de krænkelser, som de føler sig udsat for i TV 2-dokumentaren "De danske gidsler – mareridtet i Somalia".

Forliget forhindrer også TV 2 i at vise dokumentaren igen eller sekvenser fra den uden samtykke fra de tidligere gidsler.

Det oplyser Fritz Ganzhorn, direktør i søfolkenes fagforbund, Søfartens Ledere.

"Vi er glade for et være nået et forlig med TV 2, ikke mindst fordi Eddy og Søren dermed slipper for endnu en retssag og for igen at skulle rippe op i minderne som under retssagen mod Ekstra Bladet," siger Fritz Ganzhorn til Information.

Søfolkene får hver 150.000 kroner af TV 2. De havde krævet 500.000 kroner.

TV 2 har ifølge Information afventet retssagen mod Ekstra Bladet, der i maj blev dømt til at betale de to søfolk hver 300.000 kroner i godtgørelse.

"I et forlig må begge parter give sig. Det er svært at sammenligne de to sager, fordi TV 2 trods alt ventede med at vise dokumentaren, til gidslerne var ude i friheden," siger Fritz Ganzhorn til avisen.

"Det var imidlertid fiktion og optaget af søfolkene, der var under pres for at vise sig på en særlig måde. Ekstra Bladet var ligeglad med gidslerne og deres pårørende og udsatte dem for voldsomme krænkelser gennem lang tid."

Troede det kunne hjælpe

Nyhedsdirektør på TV 2, Mikkel Hertz, siger, at TV 2 var overbevist om, at dokumentaren kunne hjælpe de to gidsler og offentligheden til at forstå, hvad det var, de havde været igennem.

"De følte sig krænket over udsendelsen, og det har vi beklaget. Vi betaler en godtgørelse, og den ligger tæt på, hvad vi tidligere har tilbudt dem, og vi ønsker dem alt godt i fremtiden," siger han til Information.

I TV 2-dokumentaren ser man billeder af en tilsyneladende døende Søren Lyngbjørn. Men det var ifølge Søren Lyngbjørn skuespil, et taktisk og spektakulært forhandlingsspil om løsesum.

Han siger også, at noget tyder på, at den freelancejournalist, der optog billederne og solgte dem til TV2, vidste det.

"Hvis TV 2 havde haft nogen som helst tvivl om autenticiteten af de filmoptagelser, så havde vi ikke bragt dem," siger Mikkel Hertz til Information.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også