Deltager i Mariager-dokumentar truer DR med retssag

Hovedperson i DR-dokumentar, som har fået kritik af Pressenævnet, undersøger mulighederne for en sag mod DR for bagvaskelse eller injurier.
Foto: Finn Frandsen/Polfoto/Arkiv
Foto: Finn Frandsen/Polfoto/Arkiv

En af hovedpersonerne i DR-dokumentaren "Løgn eller chikane i Mariager" Tulle Krøyer truer DR med en retssag for injurier. Det skriver Journalisten.

Dokumentaren handlede om en chikanesag fra Mariager i oktober 2014 med Tulle Krøyer og hendes samlever som omdrejningspunkt. Programmet stillede spørgsmålstegn ved Tulle Krøyers troværdighed gennem udsagn fra blandt andre en tidligere kollega og en kvinde, der hævdede at have været i et kæresteforhold med Tulle Krøyer.

"Vi vender og drejer det for at se, hvilke skridt vi skal tage. Men der kommer helt sikkert noget. Vi har vundet nogle store sejre, men det slutter ikke her," siger April Chris, der udtaler sig på vegne af Tulle Krøyer, til Journalisten.

Hun fortæller, at Tulle Krøyer og en advokat undersøger mulighederne for en sag mod DR for bagvaskelse eller injurier.

DR mener ikke, at der er grundlag for en sag om bagvaskelse.

"Og slet ikke set i lyset af, af vi får medhold i de punkter, der kunne handle om bagvaskelse," siger dokumentarchef i DR, Steen Jensen, til Journalisten.

Kritik af Pressenævnet

Udmeldingen kommer i kølvandet på, at Pressenævnet i går udtalte kritik af dokumentaren, der blev sendt først på DR1 i februar og efterfølgende på DR2.

Pressenævnet kritiserer, at DR ikke medtog Tulle Krøyers svar på nogle beskyldninger fra en tidligere kollega, der fortalte, at Tulle Krøyer for knap 20 år siden forlod sin daværende arbejdsplads på grund af uoverensstemmelse med kilden og ledelsen på stedet.

Nævnet kritiserer også, at Tulle Krøyers advokat trods to henvendelser ikke blev tilbudt at se programmet, før det blev sendt. Den mulighed fik dokumentarens anden hovedperson, som var en mand, der på tidspunktet for dokumentarens udsendelse i mere end et år havde været sigtet for chikane mod Tulle Krøyer og hendes samlever.

DR får til gengæld ikke kritik på en række andre punkter, herunder programmets vinkling og undersøgelsen af Tulle Krøyers troværdighed.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også