Dyrby: Forudsigelighed forgifter journalistikken

Det er ikke holdbart i længden, hvis størstedelen af danske journalister er på statsejede medier, mener Michael Dyrby, men manglende innovation er en større trussel.

Er det et problem, at de statsejede medier beskæftiger en stadig større andel af journaliststanden? Debatten dukkede i sommerens løb op, da JP/Politikens Hus' topchef og formand for Danske Medier, Stig Kirk Ørskov, i et debatindlæg på MediaWatch gav bolden op og bl.a. skrev: "Situationen er, at journalistikken i Danmark i stadig stigende grad bliver afhængig af den stat, den skal kontrollere".

Hans hovedargument er, at andelen af journalister, som er ansat på de statsejede medier, er blevet forholdsmæssigt højere de senere år.

MediaWatch har bedt en række profiler i mediebranchen om deres besyv på problemstilingen. Her giver selvstændig rådgiver Michael Dyrby, Dyrby & More, der er tidligere nyhedsdirektør og nyhedschef på TV 2, sit bud på problemstillingen.

Er det efter din mening et problem, at der er flere journalister ansat ved statsejede medier end private og hvorfor?

"Det er et grundlæggende problem, at der bliver færre og færre journalister på publicistiske medier og flere og flere journalister i kommunikationsbranchen. Det er måske ikke et problem - endnu - at så mange journalister reelt er statsansatte, men det er en skidt udvikling og vel udtryk for, at statsejede medier er status quo, og de private medier rationaliserer og rationaliserer," skriver Michael Dyrby i sit svar.

Selvom den enkelte reporter håndhæver den journalistiske uafhængighed, er der alligevel en kulturforskel, der gør sig gældende mellem statsejede og privatejede medier, mener han.

"DR's, TV 2's og regionernes journalister tænker ikke på sig selv som statsansatte og er lige så kritiske som de privatansatte. Men det er ikke holdbart i længden, hvis det store flertal af danske journalister er på statsejede medier. Det giver et andet perspektiv, andre vinkler til mediebilledet og en anden selvopfattelse blandt journalister, når man ved, at man skal tjene sine penge selv. Der skal selvfølgelig være en kritisk masse af journalister hos de private medier. Så der er altså en smertegrænse, men hvor den er? Svært at sige."

Forudsigelig journalistik

Selvom ejerforhold har en betydning for dansk journalistik, er det langt fra den problematik, han ser som den største trussel. Det handler derimod om den journalistiske innovationskraft i husene - evnen til at udvikle journalistisk metode, form og indhold. 

"Jeg oplever ikke, at skillelinjen ligger i den politiske afhængighed. De fleste journalister i DR er panisk angste for at have en politisk bias, og de er i DR panisk angste for at blive beskyldt for at lave fejl. Derfor har de nærmest et juridisk redaktionelt regimente, der kan sløve journalistikken. På TV 2 er den politiske indflydelse eller påvirkning nærmest lig nul. Jeg kan dårligt mindes politikerhenvendelser i min periode som nyhedschef og direktør," siger Michael Dyrby.

"Jeg er mere bekymret for den konforme og forudsigelige journalistik, som opstår på grund af den interne kultur og for få journalistiske hænder. Vi stiller for få nysgerrige og åbne spørgsmål til samfundsmodellen og udviklingen. Journalister elsker det offentlige, og vi er alt for hurtige til at kræve nye tilsyn, kontrol og bureaukrati. Vi er desværre ikke i stærk og tæt nok kontakt med vores brugere, og derfor har vi en reel troværdighedskrise, som er alvorlig. Demokratiet er nemlig ikke truet."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også