DF's forslag om at fjerne 25 pct. af DR's budget er endt i en veritabel skyttegravskrig. Fronterne er stejle, for eller imod DR, og det er uheldigt og ukonstruktivt, for fikseringen på DR fjerner fokus fra det egentlige og vigtige spørgsmål: Ønsker vi at svække eller styrke dansk public service-indhold – med fokus på oplysning, dannelse, sammenhæng, mangfoldighed og pluralisme - i en tid, hvor vores sprog, kultur og nationale medier er presset maksimalt af de stærke amerikanske tjenester?

Radio-brud har givet dynamik

Hvis svaret er ”styrke”, kan der sagtens være ræson i at diskutere, om DR skal blive ved med at løfte en lige så stor del af opgaven som i dag, eller om man hellere skal dele licensmidlerne ud på flere aktører. Radio24syv har vist, at det kan der komme en masse ny dynamik ud af, hvis blot man undgår at smøre pengene for tyndt ud. Men hvis man beskærer DR med en fjerdedel, er det altså fuldstændig centralt at få svar på, om besparelsen så bare forsvinder ud af den danske indholdsproduktion.

Selvfølgelig kan diskussionen ikke bare handle om DR eller DR's interesser. Det må være samfundets og borgernes interesser, det handler om. Og som samfund har vi mere end nogensinde brug for stærke public service-medier, hvis vi ikke skal løbes over ende af den amerikanske indholdstsunami. Dette skal naturligvis suppleres med gode rammevilkår for de privatejede aktører, men en kraftig beskæring af public service-medierne kan aldrig blive en langsigtet løsning på f.eks. avisernes udfordringer. 

Koncerthus på finansloven?

Handler DF's forslag, der bakkes op af kulturminister Bertel Haarder (V), ikke bare om at stække DR, men også om at nedsætte licensen, bør det overvejes at flytte de elementer af DR, som ikke behøver beskyttelse af armslængdeprincippet, over på finansloven. Det kunne f.eks. være koncerthus, orkestre, kor mv., der tilsammen løber op i et større tre-cifret millionbeløb årligt. Goder, som det på linje med f.eks. Det Kongelige Teater, vil være mere rimeligt og logisk at finansiere over skatten end over licensen.

Og hvis hensigten med forslaget også er at reducere de statslige mediers ”markedsandele”, så findes der altså en langt mere effektiv kur, som ikke nødvendigvis bliver til det samme selvmål i kampen for det danske indhold: Sælg TV 2 i en kontrolleret proces, hvor man så vidt muligt sikrer en videreførelse af det væsentlige bidrag til den samlede public service-indsats, som TV 2 dygtigt har præsteret i mere end 25 år. Det må og skal kunne lade sig gøre, uden at vi ender med ”en Berlusconi”.