Analytiker: TDC har store udfordringer på tv-marked

TDC mister tv-kunder, og flere af de tilbageværende vælger mindre tv-pakker. Norsk selskab er dog et lys i mørket for tv-forretningen, vurderer analytiker.
Foto: PR/Yousee
Foto: PR/Yousee

I årets andet kvartal mistede Yousee, der er TDC’s tv-brand til private, 6000 kunder. Samtidig valgte flere af de tilbageværende en mindre tv-pakke. 30,9 pct. har i dag den mindste pakke med tv-kanaler, skriver Berlingske Business.

Det skaber udfordringer for tv-forretningen, vurderer analytiker.

”Kunderne forsvinder, og de, der bliver, vil have den lille tv-pakke. Det er ikke nødvendigvis drevet af priser men af teknologiske muligheder, hvor internet og tv smelter sammen. Når først man har taget springet fra den store til den lille kanalpakke, er man meget, meget tæt på døren og dermed til helt at forlade TDC,” siger senioranalytiker hos Sydbank Morten Imsgard til Berlingske Business.

Han peger på, at en af løsningerne til at vende udviklingen for TDC er, at få selskabets tv-boks ud til så mange kunder som muligt. Det bliver dog en vanskelig opgave, vurderer Sydbank-analytikeren. 27,9 pct. af Yousees kunder har i dag en tv-boks.

Godt resultat i Norge

Mens tv-forretningen i Danmark må vække bekymring i TDC-toppen, er resultatet i Get, det norske datterselskab, en positiv nyhed. I 2014 købte TDC Norges næststørste kabel-tv leverandør for små 13 mia. kr., og det har vist sig at være en god forretning, mener Morten Imsgard.

I 2015 nåede Get et rekordresultatet før skat på 762,2 mio. norske kr., svarende til 612 mio. kr.

De samme positive toner over for det norske selskab lyder fra TDC’s topchef Pernille Erenbjerg.

"Basalt set er Get en virkeligt god forretning - vel drevet og vel investeret. Det er ikke uventet, at der begynder at ske ting på det norske marked, hvor presset øges som i Danmark. Vi forventer fortsat, at Get er en pæn vækstforretning, men vækstrater på 10-12 pct. er ikke langvaringe. De vil snarere blive encifrede, men fem-syv pct. i denne branche er også vældigt fint," siger Pernille Erenbjerg til Berlingske Business.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også