DR2-program henter vært på TV 2

"DR2 Dagen" hyrer ny vært, der kommer fra en stilling som politisk reporter på TV 2.
Sophie Bremer, kommende vært på "DR2 Dagen" | Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR
Sophie Bremer, kommende vært på "DR2 Dagen" | Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR

Sophie Bremer skifter TV 2 ud med DR2, når hun 1. oktober begynder arbejdet på "DR2 Dagen". Hun vil optræde på skærmen som vært på programmet fra november, skriver DR i en meddelelse.

Den nye DR2-vært har de seneste tre år været politisk reporter på TV 2. På DR2 Dagen bliver Sophie Bremer makker med den nuværende vært Henrik Lerche.

"DR2 Dagen skal kort sagt lægge kritisk og tankevækkende perspektiv på hele samfundet hver dag, og her kommer Sophie Bremer til at spille en afgørende rolle. Sophie er en fremragende journalist, og hun har allerede vist, at hun forstår at kombinere stærk faglighed med personlig gennemslagskraft. Sophie kommer til at styrke DR2 Dagens fokus på den vigtige samfundsdebat, og jeg er overbevist om, at hun vil gøre det med både kritisk kant og glimt i øjet," siger Louise Puck, redaktionschef på DR2 Dagen i meddelelsen.

Ud over TV 2 har Sophie Bremer, der blev uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2012, arbejdet for Ekstra Bladet. Hun har ligeledes vundet Kravlingprisen, der er de journaliststuderendes svar på Cavling-prisen.

"Det er et stort ansvar at sætte sig i værtsstolen på DR2 Dagen, men jeg var aldrig i tvivl, da jeg fik tilbudt jobbet. Jeg glæder mig meget til at blive en del af DR2 Dagens redaktion og være med til at udvikle programmet journalistisk, så det bliver et endnu stærkere nyhedsmagasin," siger Sophie Bremer om sit kommende job.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også