DR blokerer for videresalg af serier

En streamingtjeneste er interesseret i at købe serierne "A-Klassen" og "Partiets mand", der blev vist på DR, og som er produceret af Fridthjof Film. Men DR stiller sig i vejen for salget, skriver Finans.
DR købte i sin tid "A-Klassen" af Fridthjof Film, mens produktionsselskabet har DVD-rettighederne til satireserien. Men det kan ikke indbringe nok til at dække de 300.000 kr., som Fridthjof Film skød i serien.
"DR er mig bekendt sat i verden for at udbrede dansk kultur, og de køber i dette tilfælde to serier til DR2, som er udviklet i privat regi – til en lavere pris end DR’s egne serier. Nu vil de ikke selv vise serierne, men kan tjene penge på et videresalg til en streamingtjeneste. Vel at mærke samtidig med at deres samarbejdspartner kan få lukket et økonomisk hul, hvilket betyder, at han kan skabe nye serier, mere dansk kultur. Et videresalg vil gavne alle – også licensbetalerne – men DR vil ikke," siger Ronnie Fridthjof, producent hos Fridthjof Film, til Finans.
På sin side argumenterer DR med, at brugerne ikke skal stå i en situation, hvor de skal betale et abonnement for indhold, der ellers er en del af licensen.
"Det skyldes, at vi ikke mener, at det er rimeligt, at seerne skal tegne et abonnement på eksempelvis Netflix for at se indhold, som vi har betalt for. Det er en beslutning, som DR’s direktion har truffet, og som bestyrelsen støtter," siger Maria Damborg Hald, underdirektør i DR Medier, til Finans og åbner for, at serierne på udvalgte tidspunkter kan få nyt liv på DR TV.
Relaterede artikler:
DR begynder optagelser af ny dramaserie
For abonnenter
Adam Price skriver dramaserie til Kanal 5
For abonnenter