TV Midtvest henter ny direktør hos DR

TV 2-regionen har fundet afløseren for mangeårig direktør, der stopper senere på året.
Foto: DR/Miklos Szabo
Foto: DR/Miklos Szabo

TV Midtvest har fundet ny direktør. Det bliver Lone Sunesen, der i dag er chef for DR Midt & Vest, der overtager stafetten, oplyser TV 2-regionen på sin hjemmeside.

Hun afløser dermed Ivar Brændgaard. Han har været direktør på TV 2-regionen, siden den blev sat i søen, og har således været på posten i 28 år. Han går på pension senere på året.

Lone Sunesen har siden 2013 været chef for DR Midt & Vest og tiltræder sin nye direktørstilling hos TV Midtvest 1. august.

"Mit hjerte banker for regional journalistik og for landsdelen, og jeg glæder mig til at arbejde for de midt- og vestjyske seere og ikke mindst til at arbejde sammen med de mange dygtige og dedikerede medarbejdere på TV Midtvest. Min vigtigste opgave bliver at styrke og videreudvikle TV Midtvests position som landets bedste og vigtigste regionale mediehus både på tv og de digitale platforme. Det er vigtigt, især i en tid hvor danskernes medievaner ændrer sig markant," siger Lone Sunesen til TV Midtvest.

TV 2-regionens bestyrelsesformand, Niels Kristian Fruergaard, udtaler, at den kommende direktør har "præsenteret os for nogle spændende visioner" i ansættelsesprocessen.

"Vi har store forventninger til Lone. Hun har solid erfaring med sig fra både mediebranchen og det private erhvervsliv, og vi ser frem til, at hun begynder at arbejde for TV Midtvest," siger Niels Kristian Fruergaard.

Lone Sunesen er opvokset i Thisted, som ligger i TV Midtvests dækningsområder, og bor i Holstebro, hvor både hendes nuværende og kommende arbejdsplads har hjemme.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også