DR skruer op for videnskab

DR's planer for videnskabsdækningen har de seneste uger fået hårde ord med på vejen. Men faktisk vil DR skrue op for indsatsen, skriver direktør for DR Danmark, Anne-Marie Dohm, i dette debatindlæg.
Anne-Marie Dohm, direktør, DR Danmark | Foto: Agnete Schlichtkrull/DR
Anne-Marie Dohm, direktør, DR Danmark | Foto: Agnete Schlichtkrull/DR
Anne-Marie Dohm, direktør for DR Danmark

Det kræver en særlig - og ganske uvidenskabelig - logik at påstå, at DR skærer ned på videnskab på sine flader. Ikke desto mindre er det synspunkt kommet frem, efter vi i DR har meldt ud, at vi ønsker at oprette et nyt center for formidling af læring og viden i Aalborg.

Centeret er en del af en større plan, der omfatter flytning af flere redaktioner fra DR Byen til DR i Aarhus og Aalborg. Formålet med planen er dels at skabe nye former for formidling og dels at sikre, at DR's indhold i fremtiden bliver ved med at være relevant for alle i hele Danmark. Centeret i Aalborg kommer blandt andet til at udvikle et nyt digitalt format, som DR i dag ikke har. Der kommer altså noget nyt til.

Samtidig fastholder DR niveauet for formidling af videnskab - og viden bredt set - på radio, nettet og tv. Det er med andre ord svært at få øje på den nedprioritering, som flere har gættet på i de forgangne uger.

Moderne formidling

En af forklaringerne på oplevelsen af mindre videnskab på DR's flader skal måske findes i det forhold, at formidling af videnskab er blevet langt mere moderne, end da jeg var barn. Vi kalder ikke programmerne "videnskabsprogrammer". Vi tager derimod udgangspunkt i menneskers nysgerrighed og lyst til at vide mere, og vi gør os umage for at gøre formaterne tilgængelige.

De fleste forældre vil kunne genkende titler som "Lille Nørd" og "Store Nørd", der er de mindste brugeres indgang til naturvidenskab. Mange så med, da DR Aarhus sidste år tog seerne med på jordomrejse for at dokumentere vejrfænomener i "Vores vilde vejr". DR3 har blandt andet vist live fra både tarmen og verdensrummet og givet os indblik i kærestesorgens DNA. Og året igennem beskæftiger DR2, DR1, P1 og nettet sig med temaer om danske ulve, sukker, intelligens, hjerteoperationer og atomkraft - alt sammen temaer, som udspringer af videnskaben og bruger vores naturlige nysgerrighed som indgang til videnskabens verden. Og idéen er, at indholdet skal laves der, hvor den gode idé er - i eller uden for DR.

Fokus på digitale muligheder

Videbegærlighed bliver omdrejningspunkt for indsatsen i Aalborg. Her skal centeret drive et digitalt koncept med arbejdstitlen "Nysgerrig", hvor ambitionen er at gøre os alle klogere uden at udsætte os for belæring eller undervisning. Centeret samler DR's indsats på dr.dk/viden og radioprogrammerne om videnskab.

At fokus især kommer til at være på digitale muligheder, er imidlertid ikke det samme som et fravalg af tv om videnskab. Allerede i dag producerer vi på tværs af redaktioner, og det kommer til at ske i endnu højere grad. Redaktionen i Aalborg vil være en oplagt faglig sparringspartner, når videnskabs-tv fremover vil blive produceret andre steder i DR eller hos eksterne producenter.

Det at formidle videnskab er og bliver en vigtig opgave for DR. Og det er forklaringen på, at vi nu skruer op for indsatsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også