Michael Laudrup til TV3 Sport

Den tidligere landsholdsspiller og erfarne træner bliver en del af TV3 Sports hold af fodboldeksperter og kommentatorer.
Foto: AP Photo/Lefteris Pitarakis
Foto: AP Photo/Lefteris Pitarakis

TV3 Sport føjer en ny, højtprofileret fodboldekspert til kommentatorholdet.

Den tidligere spiller i klubber som Barcelona og Real Madrid og træner i klubber som Spartak Moskva og Swansea, Michael Laudrup, vil i de næste måneder vil indgå som en del af sportskanalens skare af eksperter og kommentatorer.

Det skriver MTG Danmark i en pressemeddelelse.

"Vi er naturligvis både stolte af og glade for, at Michael har sagt ja til at være med omkring vores dækning. Michaels karriere og bedrifter på og uden for banen taler for sig selv, og vi synes i den grad, at han og vores rettigheder til det bedste, internationale fodbold klæder hinanden," siger MTG's sportschef Peter Nørrelund.

Laudrups første opgave for TV3 SPORT bliver El Clasico mellem FC Barcelona og Real Madrid den 21. november på TV3. Derefter er han på ”banen” igen til Champions League-opgøret mellem FC Barcelona og AS Roma den 24. november, og i december vil han både optræde i Champions League-studiet med sin gamle landsholdsmakker Preben Elkjær, ligesom han vil være at finde i forbindelse med TV3 Sports dækning af Premier League.

"Min passion for fodbold er naturligvis usvækket, og jeg glæder mig til at komme ud til nogen af de store kampe, som TV3 SPORT har på programmet. Og til sammen med mine nye kollegaer og gamle venner forhåbentlig at være med til at give danskerne nogen store fodboldoplevelser," siger Michael Laudrup.

"Jeg har spillet med i en lang række El Clásico-opgør og ved, hvor meget de kampe betyder for fansene, for klubberne og for fodbolden i Spanien. Der er simpelthen noget helt specielt på spil, når de to hold tørner sammen, og jeg glæder mig selvfølgelig til at være med i dækningen af kampen."

Michael Laudrup har en aktiv fortid i blandt andet Juventus, Barcelona, Real Madrid og Ajax foruden det danske landshold. Han har i de seneste år været træner i Danmark, Spanien, Rusland, England og Qatar, men er i øjeblikket fri på markedet, og det har banet vej for det nye samarbejde, skriver MTG Danmark.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu