778.000 fulgte skæbnekamp for landsholdet

Lidt færre end sidst så med, da Kanal 5 i går sendte EM-kvalifikationskampen mod Portugal.

Danmarks chancer for at kvalificere sig til EM var på spil, da landsholdet i går mødte Portugal på hjemmebane. 

778.000 seere fulgte kampen, som endte med et dansk nederlag på 1-0, skriver Discovery i en pressemeddelelse. Det er lidt færre end den seneste hjemmekamp mod Albanien, der blev spillet i midten af september. Her lå kampen dog på en fredag og blev set af 810.000 på Kanal 5.

Trods gårsdagens skuffende fodboldresultat er Discovery godt tilfredse:

”Det var en stor landsholdsaften på Kanal 5 i går, og det er helt fantastisk, at så mange seere fulgte med. Seertallene cementerer Kanal 5 som landsholdets hjemmebane, så vi er meget glade for, at vi har rettighederne til alle Danmarks kvalifikationskampe til EM i Frankrig og VM i Rusland,” siger Jes Holm Andersen, der er sportschef hos Discovery Networks Danmark, i meddelelsen.

Næste landskamp er på søndag, hvor Danmark tager imod EM-værterne fra Frankrig i en venskabskamp hjemme i Telia Parken. Kampen sendes på Kanal 5.

Udover kvalifikationskampene til EM i Frankrig næste år har Kanal 5 også sikret sig rettighederne til Danmarks kvalifikationskampe til VM i Rusland.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også