TV 2 genvinder norske Premier League-rettigheder

TV-kanalen har for tredje gang i træk vundet retten til at vise engelsk topfodbold i Norge. Aftalen er dobbelt så dyr som den nuværende og runder ifølge flere medier en mia. norske kr.

TV 2 har igen sikret sig rettighederne til at vise Premier League-fodbold i Norge. Det står klart efter, at kanalen fredag har vundet budkrigen for næsen af Discovery og TVNorge, mens MTG Viasat måtte trække inden den afgørende runde i London.

Det var på forhånd ventet, at prisen ville blive markant dyrere end tidligere, og ifølge VG.no betaler TV 2 hele 1,65 mia. norske kr. for tre sæsoner – eller hvad der svarer til 1,35 mia. danske kr.. Dermed er aftalen mere end dobbelt så dyr som den nuværende, skriver avisen.

Kommunikationschef i TV 2, Jan-Petter Dahl, bekræfter, at kanalen har vundet de vittige rettigheder til at vise engelsk topfodbold på samtlige platforme.

"Det er lidt tidligt at sige noget, om hvad der skal ske nu, da vi fortsat er i gang med den forrige rettighedsperiode, men nu skal vi på, hvordan produktet bliver i de kommende år. Alle sportsrettigheder er vigtige, og Premier League er en vældig vigtig sportsrettighed. Det været meget vanskeligt for TV 2 at sikre sig rettighederne," siger han til VG.

Det er tredje gang i træk, at TV 2 vinder retten til at vise Premier League i Norge. Ifølge branchemediet Kampanje lød prisen på cirka 500 mio. norske kr. i 2010, mens den endte mellem 600 til 700 mio. norske kr. i 2012.

Det forventes, at kampen om de danske Premier League-rettigheder bliver afgjort inden for få uger. Her tyder alt på, at dysten står mellem de gamle kendinge: Den svenske koncern MTG, som i Danmark står bag TV3-kanalerne, og Discovery Networks, stationen bag kanaler såsom 6'eren, Kanal 5, Canal 9 og Eurosport Danmark.

I den nuværende aftale, som udløber til sommer, deler de to stationer rettighederne, men ifølge MediaWatchs oplysninger er der i udbudsmaterialet for de kommende sæsoner lagt op til en enkelt køber, hvilket vil øge værdien af aftalen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også