Haarder vil flytte DR-produktion til provinsen

Flere radio- og tv-programmer skal produceres uden for hovedstaden.
Det mener kulturminister Bertel Haarder (V), der med et nyt initiativ lægger op til, at mere af DR's programproduktion bliver forankret i provinsen.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.
"For det fjerde vil jeg tage en dialog med DR for at fremme, at en større del af DR’s radio- og tv-programproduktion flyttes fra København. DR har både produktionsindhold og administrative opgaver, som meget vel kunne håndteres andre steder end i hovedstaden,” udtaler Bertel Haarder i meddelelsen.
Hvor mange produktionstimer eller årsværk, der skal rykkes fra DR Byen i Ørestad, fremgår ikke.
Udflytningen af DR er et af fire initiativer fra Kulturministeriet, der skal "fordele kulturliv og kulturadministration mere ligeligt", skriver ministeriet.
Tidligere i dag satte regeringen navn på en række statslige styrelser, der fremover får adresse uden for Region Hovedstaden for at styrke provinsen og som et modsvar til udkantsproblematikken. I alt 3.900 arbejdspladser flyttes ud.
Relaterede artikler:
EL stiller spørgsmål i Elbæk-sag
For abonnenter
Danske Medier vejrer morgenluft i DR's signaler
For abonnenter