DR-direktør: Vi er nået langt på DR2 og P1

Både DR2 og P1 har været igennem store omlægninger i nyere tid. Nu venter et chefskifte på begge kanaler, men ingen strategiske kursændringer, siger mediedirektør.
Gitte Rabøl, direktør, DR Medier
Gitte Rabøl, direktør, DR Medier

DR står over for en krævende rekrutteringsopgave i efteråret, efter kanalcheferne for to at husets tungeste brands, DR2 og P1, har sagt op.

1. september stopper DR2-chef Michael Thouber efter tre år på posten til fordel for et job som direktør for Kunsthal Charlottenborg. En måned senere er der afsked for P1's mangeårige chef, Anders Kinch-Jensen, der efter en lang karriere i DR Radio, hvor han siden 2001 har haft ansvaret for P1, skifter spor og skal være skoleleder på FOF Odense-Fredericia-Middelfart.

Hvilken profil DR vil gå efter, når de to ledige chefjob skal besættes i efteråret, er endnu ikke fastlagt, siger direktør for DR Medier, Gitte Rabøl.

"Vi skal lige have medieledelsen samlet efter ferien, og så tager vi den derfra og lægger en køreplan," siger Gitte Rabøl.

"Det er klart, at det er nogle stillinger, der er vigtige at få besat, men det er lige så vigtigt at finde de rigtige."

Kursen forbliver den samme

Både P1 og DR2 har været igennem store omstillinger i nyere tid. DR2 er lagt om til samfundskanal, mens P1 i efteråret byggede fladen om og lagde vægten mere på live radio for at skærpe aktualitet og dynamik i fladen.

Ifølge DR-direktøren er både DR2 og P1 nået langt, men det betyder ikke, at de nye chefer skal sætte en ny strategisk kurs. Målet og retningen er den samme.

"De første seje træk er taget, kanalernes profil er justeret, og begge kanaler står stærkt både i mediebilledet og i seernes og lytternes bevidsthed. Og vi er nået rigtig langt både på DR2 og P1," siger Gitte Rabøl.

"Men hvis du spørger mig, kommer vi aldrig i mål med nogen af vores kanaler, for det er en kontinuerlig opgave hele tiden at justere og forbedre, så jeg kan love, at der også til nye chefer vil være masser at kaste sig over."

Mens radiochef Tor Arnbjørn overtager ansvaret for P1, indtil der er fundet en ny P1-chef, skal planredaktionschef Henrik Birch foreløbig passe DR2 efter Michael Thouber, indtil der er fundet en permanent afløser.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også