Jeremy Clarkson: Jeg blev tilbudt et comeback

Føljetonen om fyringen af Top Gear-værten Jeremy Clarkson vil tilsyneladende ingen ende tage. Tidligere på ugen blev Chris Evans præsenteret som ny vært, men nu er der nyt fra Jeremy Clarkson.
Han fortæller nemlig, at BBC tilbød ham at vende tilbage som Top Gear-vært. Det skriver The Guardian.
"Jeg havde et møde med en af BBC's topfolk i sidste uge, og de spurgte, om jeg ville komme tilbage til Top Gear, men det var aldrig en mulighed," siger Jeremy Clarkson ifølge det britiske medie.
Værtstjansen er i stedet gået til Chris Evans. Han har senest været radiovært, men skal altså nu optræde i levende billeder.
Jeremy Clarksons to tidligere medværter fra bilprogrammet, Richard Hammond og James May, har sagt, at de heller ikke vil vende tilbage til Top Gear. De tre tidligere værter barsler angiveligt med et nyt bilprogram, og det vil blive præsenteret inden for de kommende uger.
Relaterede artikler:
Ny Top Gear-vært bliver blandt BBC's bedste lønnede
For abonnenter