Plummer: Licensmodellen er forældet

Finansieringen af DR bør fornys, hvis den statslige medievirksomhed skal bevare sin folkelige opbakning, mener tidligere generaldirektør i DR, Kenneth Plummer, der også afslører, at DR lobbyede sig til 1864-millioner.

Tiden er løbet fra licenssystemet, der årligt sender 3,5 mia. kr. til DR Byen, mener Kenneth Plummer.

I et interview til Finans siger den tidligere generaldirektør, at finansieringen i stedet bør ske over skatten.

"Licensmodellen er forældet, og hvis DR skal bevare sin brede, folkelige opbakning, så skal DR finansieres over finansloven med flerårige bevillinger, ikke via licens. Danskernes medieadfærd ændres radikalt, og mange yngre mennesker finder det dybt uretfærdigt, at de skal betale det samme som deres forældre, der har flere penge og bruger DR mere, end de selv gør. Det er afgørende for DR’s legitimitet i fremtiden, at finansieringsmodellen opfattes som retfærdig," siger Kenneth Plummer.

Diskussionen om licensmodellen har bølget den seneste tid både op til sidste års medieaftale og i forbindelse med den aktuelle valgkamp, hvor de borgerlige partier bl.a. har talt for at ændre licensen. Både Venstre og Liberal Alliance ønsker et mere fleksibelt system, hvor seerne i højere grad kan betale for det DR-indhold, de ønsker, og ikke hele pakken som i dag.   

Millioner til "1864"

I interviewet åbner Kenneth Plummer også døren på klem til DR's bestyrelseslokale, hvor de politiske interesser ind imellem spænder ben for professionalismen og arbejdet for DR, mener han, fordi bestyrelsen er politisk udpeget.

I det hele taget er arbejdet i DR gennemsyret af det politiske og det statslige ejerskab, siger den tidligere generaldirektør. Op til medieforhandlingerne, der normalt sker hvert fjerde år, optrappes lobbyarbejdet for at pleje DR's interesser, og Kenneth Plummer nævner dramaserien "1864" som et godt eksempel på, "hvordan det lykkedes at få flere penge allokeret til DR".

Op til medieforhandlingerne i 2011 spillede DR ind med forslaget om en historisk dramaserie, og det fængede på Christiansborg. DR fik 100 ekstra millioner øremærket til dramaserien, og det frigav de penge, DR allerede havde afsat til en dramaserie på det tidspunkt til programvirksomheden i øvrigt, siger han. 

Kenneth Plummer var generaldirektør fra 2005-2010. Han gik af i forbindelse med portrætbogen "Summen af kardemommen", hvor det fremgik, at Plummer havde tilbudt bogens forfatter oplysninger om, hvem der også var kandidater til jobbet som generaldirektør i 2005, hvis forfatteren til gengæld lod Plummers privatliv ligge i bogen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også