MTG åbner bannerbørs for web-tv

TV 3-ejeren lancerer datadrevet reklamebørs for køb og salg af annonceplaceringer på web-tv. Platformen åbner i første omgang i Skandinavien.

Som det første mediehus i Skandinavien lancerer Modern Times Gorup (MTG), som står bag de danske TV 3-kanaler, automatiseret video-annoncekøb.

Det sker via platformem Videorange. Den fungerer som en datadrevet reklamebørs, hvor reklamekøbere kan købe specifikke målgrupper til at koble på deres annoncer, så reklamen rammer de rigtige seere på den rette tid - sådan som det er kendt fra programmatic buying inden for bannermarkedet.

Satsingen er drevet af MTG's digitale enhed MTGx og lanceres i første omgang i Danmark, Sverige og Norge og derefter i resten af Europa.

"Vi har en lang tradition for altid at være innovative i den måde, vi laver forretning på, og lanceringen af en hurtig, digital og fleksibel handelsplatform for online videoannoncering er det næste skridt i evolutionen af vores industri," udtaler MTG's koncerndirektør, Jørgen Madsen Lindemann, i en pressemeddelelse.

"Markedet for handel med automatiserede annoncekøb er stadig ungt, og vores service er den første til at dække professionelt tv- og sportsindhold i fuld længde. Vi ser frem til at gøre det endnu lettere for vores annoncekøbere at bruge vores digitale underholdningsplatforme til at nå og forstå deres kunder," udtaler MTG-topchefen.

I pressemeddelelsen skriver MTG, at det estimeres, at 15 pct. af al annoncekøb på onlinevideo vil være automatiseret i 2015, og at andelen vil vokse til 36 pct. i 2020 i MTG's europæiske AVOD-markeder.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også