100 TV 2-kameraer skal skabe sundhedsdebat

BBC-formatet 'Keeping Britain Alive', der sætter fokus på sundhedsvæsenet, får dansk premiere i næste uge.
Foto: United/TV 2
Foto: United/TV 2

TV 2 vil sætte sundhedsvæsenet til debat med ny dokumentarserie, der bygger på BBC-formatet 'Keeping Britain Alive'. Det skriver tv-koncernen i en pressemeddelelse.

Dokumentarprogrammerne er produceret af produktionsselskabet United og bygger på 24 timers optagelser fra onsdag d. 17. september 2014, hvor 100 kameraer fulgte ansatte og patienter på hospitaler og lægepraksisser rundt omkring i landet.

Med programmet vil TV 2 dels give indblik i, hvordan de over 100 mia. kr., der hvert år postes i sundhedsvæsenet, bruges, dels skabe debat om systemet.

"Vi håber, programmerne vil gøre danskerne klogere på et sundhedsvæsen, der ofte er i modvind, og forhåbentlig vil ’Holder Danmark i live’ også være et indspark i debatten om fremtidige investeringer og prioriteringer, "siger TV 2-redaktør Helle Sønderby i pressemeddelelsen.

Dokumentarserien følger patienter og personale og hører deres reaktioner på systemet for tilsammen at tegne "et øjebliksbillede af et sundhedsvæsen, der skal kunne tackle alt lige fra liv og død til lindring og glæde," skriver TV 2.

’Holder Danmark i live’ er produceret af United Production og har premiere mandag d. 5. januar. Herefter får programmet fast sendetid tirsdag aften.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også