Minister afviser ny timing af DR-forhandlinger efter orkester-sag

Kulturministeren er ikke klar til at imødekomme ønsket fra blå blok og Enhedslisten om at forkorte tiden mellem politikerne indgår en medieaftale og ministeriet indgår DR's public service-kontrakt. 
Foto: Mik Eskestad/Polfoto
Foto: Mik Eskestad/Polfoto

Det lange, seje og dramatiske forløb omkring nedlæggelsen af DR Underholdningsorkestret skal ikke have konsekvenser for proceduren omkring DR's public service-kontrakt, siger kulturminister Marianne Jelved (R) til Altinget.

Orkester-gate har ellers fået flere partier til at se det som et problem, at der i dag går godt et halvt år mellem politikerne på Christiansborg har indgået en medieaftalen og til den omsættes i en public service kontrakt med DR.

LA: Public service-kontrakt bør gentænkes

Bl.a. har Liberal Alliances kultur- og medieordfører Mette Bock kaldt perioden for et limbo, hvor der er usikkerhed om, hvad der gælder for DR. I forløbet omkring Underholdningsorkestret har politikerne netop kritiseret DR for at bryde den gældende public service kontrakt, fordi huset valgte at fyre musikerne i Underholdningsorkestret, som de er forpligtet til at drive i den kontrakt, der udløber 1. januar. Mens kulturministeren har forsvaret DR's ret til at tage tilløb til den nye virkelighed, der måtte gælde med en ny medieaftale.

Også Venstre og Enhedslisten har talt for, at man derfor lægger forløbene langt tættere på hinanden, men det afviser kulturministeren over for Altinget.

"DR er en stor virksomhed, og når vi politikere pålægger dem besparelser, er det ikke noget, man bare kan indarbejde over night. Det tager derimod tid at finde på de løsninger. Derfor har jeg svært ved at se, hvordan de to forløb skulle kunne ligge lige efter hinanden. Hvis vi gør det, vil vi politikere komme til at bestemme, hvordan DR udmønter medieaftalen. Og så vil vi jo overskride det, jeg kalder armslængdeprincippet," siger Marianne Jelved til Altinget.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også